Hvordan arbejder vi i FOA Trekanten i dagligdagen – læs Dordes indlæg om bestyrelsesarbejdet:
Som medlem af FOA-Trekantens bestyrelse er der mange forskellige opgaver vi skal drøfte på vegne af medlemmerne.
Medlemmerne er repræsenteret ved forskellige faggrupper og arbejdspladser. Såvel geografisk som organisatorisk.
Det betyder, at der ligeledes er mange interessenter som gerne skulle føle sig favnet i det strategiske arbejde, som en bestyrelse har som opgave at arbejde med.
Bestyrelsen har helt overordnet til opgave at være” øverste ledelse” i tæt samarbejde med daglig ledelse mellem generalforsamlingerne.
Bestyrelsen er valgt af medlemmerne ved et demokratiske valg ved en generalforsamling.
Det er daglig ledelse som har til opgave at få dét ud at leve som er rammesat, f.eks. via forbundets love eller via kongressens beslutninger.
For at være bedst mulig klædt på til den opgave og finde et fælles grundlag som er i samklang med de politiske beslutninger og det medlemmerne efterspørger, er det besluttet at bestyrelsen tilstræber at mødes en gang årligt på en bestyrelses konference.
Sådan en konference har vi netop afholdt og det kom der mange gode drøftelser ud af.
Bestyrelsen skal ikke sagsbehandle, men sætte retning sammen med daglig ledelse.
Vi nåede frem til følgende om bestyrelsen ansvar:
Igennem bestyrelsesarbejdet sikrer vi at demokratiet har reel indflydelse.
Vi har således mange drøftelser på bestyrelsesmøderne igennem året. Drøftelser som afspejler at vi arbejder på at skabe den bedst mulige medlemsservice, ud fra de rammer der er givet.
Vi drøfter hvad der har betydning for at vores økonomi kan forblive sund og dermed skabe råderum for faglig udvikling for vores medlemmer.
Vi drøfter at FOA Trekanten er fagenes fagforening, hvor alle føler at deres fagidentitet understøttes.
For at nå i mål med det er et af kardinalpunkterne, at udvikle vores organiseringsprocent.
Hvis vi som fagforening vil forblive stærke, er det en forudsætning at vi står skulder ved skulder og får alle til at betale til fællesskabet.
Hvordan vi sikrer det fremadrettet, er der mange gode bud på. Men noget af det der virker, er den gode relation til den faglige organisation, f.eks. ifm. nyansættelser.
På bestyrelseskonferencen er der nikket til en strategi for at få den arbejdsgang mere systematiseret.
Som bestyrelse understøtter vi den politiske formand, ift. til punkter som skal behandles i hovedbestyrelsen.
Vores input på vegne af vores medlemmer bliver hørt og der er mulighed for indflydelse på beslutningerne.
Af mere lavpraktiske drøftelser er hvilke arrangementer vi skal lave i det kommende år?
Når man taler ind i den del, er der meget som taler ind i en anden drøftelse.
Hvad er kerneopgaven for vores fagforening? Hvad forventer medlemmerne vi kan og skal løfte?
Det er meget vigtigt at få en fælles forståelse for den del.
Er der noget vi skal gøre, er der som regel noget andet der må undlades.
Og som bestyrelse har vi også til opgave at sikre at ansatte og valgte i FOA Trekanten trives og at resurserne er tilpasset opgaverne.
Derfor er der en grad af ”arbejdsgiver” ansvar, som vi naturligt skal forholde os til.
Og den del er naturligvis ligefrem proportionelt med ens eget menneskesyn ift. de beslutninger som skal tages.
Det bygger på tillid til det værdigrundlag som daglig ledelse er eksponent for og som vi som bestyrelse også høres på.
Bestyrelsesarbejde er spændende men også et stort ansvar, som kalder på at vi en gang imellem får mulighed for at gå et spadestik dybere.
Det er konferencen et godt eksempel på at vi har muligheden for.
Skrevet af TR på Sygehus Lillebælt og bestyrelsesmedlem i FOA Trekanten, Dorde Andreasen.