Nyt formandskab FOA Randers

Nyt formandskab i FOA Randers

FOA Randers har netop valgt ny formand og næstformand i forbindelse med fagforeningens generalforsamling.

Mariejo Christensen blev valgt uden modkandidater og har været konstitueret formand siden marts, hvor Lene Hartmann anmodede bestyrelsen om fratrædelse, så der er allerede noget erfaring at trække på i opgaven:

”Der ingen brugsanvisning til formandsjobbet, men det er en opgave, jeg rigtig gerne tager på mig, og jeg lover, at jeg vil gøre mit bedste for, at I kan mærke værdien af det fællesskab, I er en del af.

For i sidste ende er det dét, det handler om,” sagde Mariejo i sin tiltrædelsestale.

Samtidig blev der valgt ny næstformand. Her var der hele 3 kandidater opstillet.

Susanne Frich Christiansen blev valgt. Susanne kommer fra en stilling som Pædagogisk assistent i Favrskov

Det nye formandskab skal nu stå i spidsen for et FOA Randers i udvikling. De seneste år er der blevet arbejdet på at skabe et nyt grundlag for FOA Randers. Det grundlag skal der nu sætte strøm til.

”Vi har en fælles vision om fællesskab på tværs og om handlekraft, og så er der skabt et nyt Medlemshus, hvor de fysiske rammer både kan inspirere til nye samarbejder og understøtte de strategiske beslutninger, siger Mariejo: ”Det fundament skal vi bruge til at komme tættere på de politiske beslutninger. Al for mange beslutninger om vores medlemmers arbejde bliver truffet af mennesker, der ikke kender hverdagen på arbejdspladserne.

Vi skal insistere på, at beslutninger bliver truffet på baggrund af virkeligheden og ikke kun på baggrund af budgetter og regneark. Og vi skal være der, før beslutningerne bliver truffet - Ikke bagefter,” slutter Mariejo Christensen.

 

Kontaktinformation:

Fagforeningsformand Mariejo Christensen – mobil 20444403