Nyt medlemshus 2026

FOA Randers i ny indpakning

2026 er startet for fuld udblæsning i FOA Randers. Januar og februar har været travlt optaget af flytning, og uanset hvor godt forberedte vi syntes, vi var, så dukker der altid uforudsete bump op undervejs.
Bumpene blev så ikke mindre af, at vinteren valgte at sende den værste snestorm i 16 år forbi netop som flyttelæssene skulle køre.

Samtidig er en flytning fra et sted, hvor FOA har boet i 30 år også i høj grad en oprydning, så det har taget tid at få tømt alt ud af Østergade 12. I skrivende stund er slutrengøringen i gang og søndag den 15. februar bliver huset overdraget til de nye ejere, og vi kan tage hul på et nyt kapitel i FOA Randers’ historie.

På Marsvej begynder det nye Medlemshus at tage form.

Der mangler stadigvæk en del, men de vigtigste funktioner er på plads og kontorer og mødelokaler fungerer.

Grunduddannelse-februar-2026

Den allerførste dag i det nye Medlemshus indtog TR grunduddannelsen de nye undervisningslokaler. De fleste af deltagerne var med på de sidste introdage, der blev afholdt i Østergade, så de var heldigvis vant til flyttekasser.
De tog de forskellige udfordringer, der opstod i stiv arm, og som en sagde: ”det er faktisk lidt sjovt at have været med på hele rejsen”.

Når vi er helt på plads, indbydes alle medlemmer og samarbejdspartnere til reception og officiel indvielse, men det vil I høre nærmere om.