Torsdag den 13.08.2026
Vidste du at ældrerådet kommer til uanmeldt prøvespisning på plejecentrene?Seniorklubbens nye formand Susanne Mawu er medlem af ældrerådet i Randers Kommune
Af: Susanne Mawu
Jeg har nu været medlem af ældrerådet i Randers Kommune siden 1. april 2026. Det har været både spændende og overvældende.
Ældrerådet mødes 1 gang om måneden. Vi har haft et positivt møde med omsorgsudvalget om bla. Beredskabet for ældreområdet, ventetider i visitationen m.m. Jeg har også deltaget i et pårørende arrangement på Nyvang, hvor de fortalte hvordan dagligdagen foregår for de demente og personalet. Bagefter var der mulighed for at stille spørgsmål og deltage i dialogen. Det var et fint arrangement.
Det er også ældrerådets opgave 2 gange om året at prøvespise på de forskellige plejecentres cafeer. Vi kommer uanmeldt 2 personer. Før sommerferien var på besøg på 2 af cafeerne. Begge steder blev vi godt modtaget af personalet og beboerne. Maden både duftede og smagte fortræffelig. Vi ser også på om der er hyggeligt og rart i cafeen, og begge steder føltes det rart at være. De beboer jeg talte med, var meget tilfreds med maden.
Ældrerådet kæmper for at ændre nedskæringerne på cafeområdet i Randers kommune. Cafeerne er et stort aktiv og kan modvirke ensomhed og fejlernæring.
Susanne Mawu, formand i Seniorklubben FOA Randers
Husk I kan altid finde dagsorden og referater fra ældrerådsmøderne på jeres kommunes hjemmeside.