Torsdag den 04.12.2025
Kommune- og regionsvalget bød ikke på de store omvæltninger i de fire kommuner, som FOA Randers dækker. 14 dage efter valget fandt sted kan vi konstatere 3 genvalgte borgmestre og 1 enkelt nyvalgt.
Af: Anna-Kathrine L. Hansen
Valget har budt på langt mere dramatik i andre dele af landet, men heldigvis har vores 4 kommuner hurtigt fundet sig til rette i konstitueringerne.
De fleste aftaler blev indgået allerede på valgnatten og umiddelbart har alle parter overholdt aftalerne.
Det lover godt for det kommende samarbejde i de nye byråd.
Gensidig tillid er en forudsætning for et godt samarbejde, og der er ingen tvivl om, at i de kommuner, hvor posterne er skiftet, partier er løbet fra aftaler og valgte sågar har skiftet parti, skal der et stort reparationsarbejde i gang for at etablere et tillidsfuldt samarbejde. Det er der umiddelbart ikke behov for i vores kreds.
Selv i Randers Kommune, der notorisk har kunnet levere kommunalpolitisk drama, er tingene foregået roligt. Her kan der samtidig bydes velkommen til den første kvindelig borgmester, som vi glæder os til at samarbejde med.
I regionen er der valgt ny formand og her er opgaven dobbelt så stor, for udover at skulle få et nyt regionsråd til at fungere, så starter de helt nye sundhedsråd også deres arbejde med implementeringen af sundhedsstrukturreformen, som kommer til at vende op og ned på vores fælles sundhedsvæsen i de kommende år.
Mens støvet lægger sig fra valgkamp og konstitueringer, går vores arbejde i FOA Randers nu i gang.
For at sikre den størst mulige indflydelse på den førte politik, skal de nyvalgte politikere kende til FOA Randers og vide, hvad vi står for og ikke mindst skal de lære os at kende som en stærk og konstruktiv samarbejdspart, der arbejder målrettet for ordentlige vilkår på FOAs fagområder.
Derfor planlægger vi at invitere os selv på kaffe hos både de nye og gamle udvalgsformænd og borgmestre først i det nye år.