Topfrise med FOAs slogan

Når faglighed og fællesskab mødes

139 engagerede tillidsvalgte var samlet i Nyborg til faggruppelandsmødet 2025. Stemningen var præget af energi, fællesskab og en stærk tro på fremtiden for social- og sundhedssektoren.

Sektorformand Tanja Nielsen åbnede mødet med en præsentation af de politiske visioner, der skal styrke sektoren de kommende år. Kort efter fulgte ældreminister Mette Kierkegaard med et oplæg om den nye ældrelov – og hvordan den kan skabe bedre rammer i hverdagen for både borgere og medarbejdere.

Repræsentanter fra FOA Randers deltog for somatikken, hjemmeplejen og plejecentrene.
Drøftelserne viste tydeligt, at uddannelse, udvikling og et stærkt arbejdsmiljø er nøglen til at imødekomme fremtidens krav. Der var stor fokus på, hvordan vi styrker faglighed og kompetencer i takt med den stigende kompleksitet hos borgere og patienter. De nye specialistuddannelser i psykiatri og demens for social- og sundhedsassistenter blev fremhævet som et vigtigt skridt i den retning.

Fra CEVEU – Center for Viden om Erhvervsuddannelser – understregede Thilde-Juel Wiese, at kompetenceløft og specialiserede tilbud til personalet er afgørende. Når medarbejdere får adgang til målrettet uddannelse og udvikling, styrkes evnen til at håndtere komplekse behov og skabe meningsfulde relationer. Investering i kompetencer og rammer er ikke blot et spørgsmål om kvalitet – det er vejen til at fastholde og motivere medarbejdere, så de oplever faglig stolthed og arbejdsglæde.

Emmy Hjort-Enemark Topholm, senioranalytiker ved VIVE har fulgt flere Teams å tværs af kommuner, for at afdække hvordan der arbejdes med dem lokalt. Organiseringen af små teams i faggruppen om hjemmepleje er et vigtigt emne. Kommunerne organiserer teams meget forskelligt: nogle mangler egne lokaler, andre er langt med selvbestemmelse og tværfagligt samarbejde. Implementeringen af ældrelovens tanke om borgerindflydelse varierer også. Flere steder styres arbejdet stadig stramt både på tid og økonomi, mens andre kommuner samarbejder med visitationen og tager fælles afstemningsbesøg for at kortlægge borgerens ønsker.

Forskelligheden mellem kommunerne og deres fokus på opkvalificering er stor. I nogle kommuner tilbydes der halvdags- og heldagskurser, mens andre tilbyder sidemandsoplæring med forskellige emner fordelt hen over året. Der er dog bred enighed om, at opkvalificering af SOSU-området generelt prioriteres for sjældent – og særligt hjælperne halter markant bagefter.

Jonas Egebart, direktør i Sundhedsstyrelsen, præsenterede sundhedsstrukturreformen med fokus på mennesket i centrum, høj faglighed og lighed i sundhed.

Mine Sylow fra Sundhedsstyrelsen satte fokus på rekruttering og fastholdelse. Hun fremhævede, at stærke fællesskaber og et inkluderende arbejdsmiljø er afgørende for, at medarbejdere ser sig selv som en del af noget større. Når plejecentre inviterer til samarbejde, udvikling og meningsfulde relationer, bliver de steder, hvor medarbejdere har lyst til at blive – og hvor nye ser en fremtid.

Et særligt tema var samarbejdet med pårørende på tværs af plejecentre og hjemmepleje, når åbenhed, respekt og tillid er grundlaget, bliver pårørende en uvurderlig ressource. De bidrager med livshistorie og indsigt, som styrker beboernes trivsel. Når personalet kommunikerer klart og afstemmer forventninger, skabes et fælles ansvar for omsorgen. En kultur, hvor pårørende ses som aktive medspillere, løfter både livskvalitet og arbejdsglæde.

Landsmødet sluttede med en opfølgning på OK26, og FOA´s forhandlingsgrundlag som er med til at sætte retningen for de kommende års arbejde.

Heidi Grud Jensen, FTR Randers sygehus
Jack Thorøe Nielsen, FTR Omsorg Randers Kommune
Eva K.D. Pedersen, AMR Ældreområdet Favrskov Kommune