Mød FOA Odenses velfærdstalenter
Kæmpe stort TILLYKKE til Emma, Line, Louise, Ditte og Janni
FOA ønsker vores 5 velfærdstalenter KÆMPRSTORT TILLYKKE!
Det er fantastisk, at der igen i år er fokus på de dygtige, unge kolleger vi har ude på arbejdspladserne, som hver dag står op og yder en kæmpe indsats for vores fælles velfærd.
Herunder kan du se billeder fra besøgene på arbejdspladserne, hvor FOA Odenses formand, Nina Skov-Lauridsen kunne overrække buketter til de nyligt kårede velfærdstalenter, samt et diplom til arbejdspladsen.
Du kan også læse de indstillinger der ligger til grund for kåringen af hver enkelt velfærdstalent.
Emma-Sofie Skjødt Sørensen er social- og sundhedsassistent i Byhuset Demensaktivitet (til venstre på billedet herunder)
”Emma er en social- og sundhedsassistent med hjertet på rette sted. Hun arbejder til dagligt i Byhuset, som er et aktivitetstilbud for hjemmeboende mennesker med en demensdiagnose. Her møder hun borgerne med varme og åbne arme. Emma evner at få alle borgerne til at føle sig helt særligt velkommen, hvilket især viser sig i glæde og latter fra borgerne og kolleger.
Emma har hele tiden sin faglighed med sig i sit blik på borgerne, hvilket også gør at hun ofte er en SSA, som hendes kolleger går til med faglige spørgsmål. Hun fungerer ligeledes som forflytningsvejleder i Byhuset.
Emma har naturligvis krydret hendes uddannelse som SSA med en demensuddannelse. Dette gør at hun altid virker professionel i hendes tilgang til borgerne, men i høj grad også i hendes tilgang til de pårørende og andre samarbejdspartnere. Emma evner at se ind bag ved sygdommen og se det menneske der findes inde bagved – noget der gør at hun har en fantastisk evne til at rumme og arbejde med, de mennesker der har helt særlige udfordringer.”

Line Svendsen er social- og sundhedsassistent i Byhuset Demensaktivitet (til højre på billedet herover)
” Line bestrider en særlig funktion i Byhuset i Odense. Lines job er at lave gode og meningsfulde aktiviteter for mennesker med en demensdiagnose.
Disse aktiviteter foregår i borgerens eget hjem. Line har en særlig evne til at skabe tryghed i relationen med de mennesker hun besøger. Med sit rolige sind og store faglighed har hun lige det, der skal til, for at skabe den gode kontakt. Hun har en høj demensfaglig viden og gode kommunikative evner som gør hende til den rette til netop dette job.
Når man modtager tilbuddet om aktiviteter i eget hjem, er det, som oftest, fordi man ikke rummer det store fællesskab, men samtidig har brug for meningsfuld beskæftigelse. Her har Line en superkraft i at finde ind bag demensen og se hvad der kan have betydning for dem hun besøger.
Lines uddannelse som social og sundhedsassistent, hvor man uddannes til at se det hele menneske, træder tydeligt frem i Lines daglige arbejde. Samtidig med at hun er sammen med de mennesker hun besøger om gode aktiviteter, observeres der på alle parametre og dokumenteres til fordel for det gode tværfaglige samarbejde i kommunen.
Line samarbejder med kolleger fra hjemmeplejen, demenskoordinatorer, rehabiliteringsrådgiver, familien og mange andre og er derved en vigtig brik i at styrke den enkeltes livsvilkår.
Vi er, som ledelse i Byhuset enige om at vi er stolte over at sende Line i marken, for at gøre en stor forskel hver dag, for de mennesker der modtager hendes besøg, og vi mener derfor hun er oplagt til denne nominering”.
Louise Grønvald Bach Laustsen er neurofysiologiassistent OUH Afdeling N – Neurologisk (billedet herunder)
” Louise er en glad og smilende kollega med gåpåmod. Louise er hjælpsom, meget lærenem og god til og lære fra sig. Sørger altid for og sikre patienterne får en god oplevelse på sygehuset. Har et godt overblik ved travle perioder. Louise er nyuddannet og blev uddannet her. Vi er alle meget taknemmelige og glade for, at have hende på vores team”.

Ditte Sicko Hansen er social- og sundhedsassistent på Plejehjem Svanedammen (billedet herunder)
” Jeg indstiller Ditte Sicko Hansen til prisen som Årets velfærdstalent 2025. Ditte er uddannet Social- og Sundhedsassistent og er ansat på Svanedammens Plejehjem i Nyborg og meget dedikeret i sit arbejde.
Ditte er virkelig et godt menneske. Hun er enormt omsorgsfuld over for alle beboerne og har en god tilgang til de udfordringer beboerne end må have.
Hun forstår at se hele vejen rundt om borgeren og dermed får tilrettelagt den plejen, så den passer med borgerens egne ressourcer”.
Janni Frederiksen er social- og sundhedsassistent på Plejehjemmet Ida Marie
” Kender I det? Man møder ind mandag morgen og egentlig ville man bare ønske, at man kunne være blevet under dynen. Men så er der den dér kollega, som du kan høre, allerede når du åbner døren. Hun griner højt, snakker med de andre ved kaffemaskinen og husker altid at spørge, om du har haft en god weekend. Den gode stemning er sikret og så er det ikke så slemt, at være på arbejde.
Janni er en humørspreder og strøer sit gode humør udover beboere, såvel som pårørende og kolleger. Janni er tillige knalddygtig fagligt og nærer en professionel omsorg for vores beboere, som derved skaber en vigtig relation mellem Janni og beboere. Janni arbejder benhårdt for, at vores beboere skal have det godt og blive behandlet med værdighed”.
Janni var sygemeldt, da vi var forbi arbejdspladsen for at hylde hende - derfor kan vi desværre ikke vise et billede af hende. Buketten er leveret til hende derhjemme.