Tina Lausten Kirk tog springet fra butikschef til social- og sundhedsassistent – med løn under uddannelsen og masser af opbakning fra kolleger og FOA.
Foto:
Inge-Marie Krøier
Fra ufaglært til faglært – med løn og pension hele vejen
Kompetenceudvikling er ikke kun for de andre. Det er for dig. Og det kan lade sig gøre uden at miste hverken løn eller pension.
I FOA Nordjylland arbejder vi målrettet for, at flere ufaglærte får mulighed for at tage en uddannelse og blive faglærte – uanset om du drømmer om at blive social- og sundhedsassistent, pædagogisk assistent eller noget helt tredje. Det handler om at spejle sig i sit fag og få mulighed for at komme videre – fagligt og personligt.
Af: Inge-Marie Krøier
Tina tog springet – og fortryder ikke
Tina Lausten Kirk fra Jammerbugt Kommune er én af dem, der har valgt at skifte spor. Hun gik fra et lederjob i en sportsbutik til at prøve kræfter med social- og sundhedssektoren. Efter to år som ufaglært medarbejder i en psykiatrisk boform i Klim, tog hun beslutningen om at starte på social- og sundhedsassistentuddannelsen – med sædvanlig løn og pension.
"Det var afgørende for mig, at jeg kunne tage uddannelsen uden at gå ned i løn. Jeg har mand, børn og ansvar – og det her var min chance. Jeg kan mærke, at det gør noget ved mig. Jeg tænker over ting, jeg ikke har tænkt før. Det er spændende at lære – og jeg glæder mig til at komme i en ny praktik," fortæller Tina.
Hun fremhæver især den opbakning, hun har fået fra både kolleger og ledere. Det har betydet meget – ikke mindst fordi der er hjælp at hente undervejs i uddannelsen, også hvis man for eksempel er ordblind. For Tina har lysten til at lære været den vigtigste drivkraft. Hun understreger, at man ikke behøver have været stærk i skolen for at tage springet – det handler om motivation og vilje.
Kommunerne spiller med
I Jammerbugt Kommune er det ikke tilfældigt, at flere ufaglærte vælger at tage springet til en social- og sundhedsuddannelse. Kommunen har nemlig sat en målrettet indsats i gang for at klæde medarbejderne fagligt på – og her spiller både ledere, uddannelses-teamet, fællestillidsrepræsentanter og FOA en vigtig rolle.
"Vi gør alt, hvad vi kan for at gøre vejen til uddannelse så enkel som muligt. Når lederne spotter en potentiel kandidat, sætter vi os sammen og lægger en konkret plan. Det tætte samarbejde med FOA har været en kæmpe hjælp – især i forhold til at søge midler fra Kompetencefonden og finde de rette muligheder," fortæller Tanja Christensen, uddannelsesansvarlig i Jammerbugt Kommune.
Hun fremhæver også det tætte samarbejde med SOSU-skolerne og den fleksibilitet, der gør det muligt for kommende elever at tage uddannelsen dér, hvor det passer bedst geografisk og praktisk. "Det er vigtigt for os, at hverdagen hænger sammen for eleverne – og at de føler sig støttet hele vejen. Vi har set, hvor meget det betyder, når nogen tror på én og hjælper med at finde vejen," siger hun.
Det betaler sig – på flere måder
FOA Nordjylland støtter alle medlemmer som ønsker at uddanne sig og erfaringen viser, at faglærte har lettere ved at søge job og samtidig har mindre risiko for at blive fyret.
"Vi er fuldstændig klar over, at det kan være en stor økonomisk udfordring at tage en uddannelse som voksen, men heldigvis har de fleste mulighed for voksenelevløn. Og takket være en FOA-overenskomst, får du mere i løn efter endt uddannelse." siger Jesper Hejlman Hermansen, fagpolitisk leder i FOA Nordjylland.
Økonomisk støtte til uddannelse
For både kommuner og medarbejdere er der gode økonomiske muligheder for at gøre uddannelse muligt i praksis. Gennem Kompetencefonden kan kommunalt ansatte på FOA- eller 3F-overenskomst søge op til 30.000 kr. årligt til uddannelse og efteruddannelse. Med ordningen Ufaglært til Faglært kan medarbejdere tage en erhvervsuddannelse uden at gå ned i løn, da fonden dækker både uddannelsesomkostninger og sikrer løn undervejs.
Læs mere om mulighederne og betingelserne her:
Klar til at tage det første skridt?
Har du spørgsmål, så kontakt din FOA-tillidsrepræsentant eller FOA Nordjyllands uddannelseskonsulent Jytte Binderup-Ernstsen, som er klar til at svare på dine spørgsmål.