Dialog er hans stærkeste kort på hånden

Af: Inge-Marie Krøier

Gennem et langt arbejdsliv har han forhandlet med direktører, lyttet til medlemmer i krise og fundet løsninger, hvor andre så låste positioner. For Peter har mennesker altid været vigtigere end paragraffer.

Mennesker før systemer
Nogle mennesker efterlader et tomrum, når de går. Ikke fordi de råbte højest eller fyldte mest. Men fordi de havde en særlig evne til at få andre til at føle sig hørt.

Sådan er det med Peter Ottosen.

Han startede sin karriere i beredskabet, hvor evnen til at bevare roen og skabe tillid ofte er afgørende. Men de vigtigste kompetencer lærte han ikke på et kursus eller i en lærebog.

Det lærte han i mødet med mennesker.

- Mit bedste kort på hånden er at være lyttende. De skal lyttes til lige så meget, som de skal lytte til mig, siger Peter.

Det lyder enkelt. Men i en tid, hvor mange taler for at få ret, har Peter gennem årtier insisteret på først at forstå.

At lytte mellem linjerne
Som fagpolitisk leder har han mødt tusindvis af medlemmer. Nogle vrede. Nogle frustrerede. Nogle bekymrede for deres job eller fremtid.

Når telefonen ringede, handlede det sjældent kun om løn, arbejdstid eller regler.

Det handlede om mennesker.

-  Jeg lytter også til det, der står skrevet mellem linjerne. Og jeg læser på kropssproget, hvordan folk har det. Men man må aldrig misbruge det. Hvis folk er nervøse eller pressede, skal man hjælpe dem videre - ikke udnytte situationen.

Den tilgang har gjort ham til en respekteret sparringspartner for både medlemmer, tillidsvalgte, ledere og arbejdsgivere.

Der skal altid to til tango
Peter har aldrig været bange for en hård forhandling. Men han har heller aldrig været interesseret i at vinde for enhver pris.

For ham er den bedste forhandling ikke den, hvor den ene part vinder, og den anden taber. Det er den, hvor mennesker med forskellige interesser finder en løsning, de begge kan leve med.

For Peter har arbejdsgiveren aldrig været en modstander. Arbejdsgiveren, medlemmet og fagforeningen er en del af det samme arbejdsfællesskab. Opgaven er ikke at skabe flere fronter, men at bygge bro mellem dem.

Han fortæller om de mange gange, hvor et medlem har manglet løn eller et tillæg. Her har relationerne ofte gjort forskellen.

I stedet for at starte med en anklage har han spurgt:

Hvad gik der galt her?

En enkel sætning. Men også en invitation til dialog.

For Peter begynder løsninger nemlig sjældent med, at man placerer skyld. De begynder med nysgerrighed og en oprigtig interesse i at forstå, hvad der er sket. Det gælder, uanset om man sidder over for et medlem, en tillidsvalgt eller en arbejdsgiver.

Derfor er måden, man går ind i en samtale på, ofte lige så vigtig som det, man siger.

- Pas på din attitude. Den kan ødelægge enhver dialog.

Arven efter Peter
Hvis hans efterfølger tror, at jobbet først og fremmest handler om overenskomster, lovgivning og regler, venter der en overraskelse.

Selvfølgelig skal man kunne sit fag. Men det er ikke nok.

Man skal kunne møde mennesker, hvor de er. Man skal kunne rumme tvivl, frustration og uenighed. Og man skal kunne skabe tillid, også når parterne står langt fra hinanden.

Når Peter ser tilbage, er det ikke nødvendigvis sejrene, han husker bedst.

Det er samtalerne.

Menneskerne.

Og de gange, hvor dialogen skabte en vej frem.

Mange vil ønske, at Peter Ottosen blev lidt længere. Ikke fordi hans efterfølger ikke bliver dygtig. Men fordi mennesker som Peter er sjældne.

De minder os om at fagforeningsarbejde i sidste ende ikke handler om paragraffer.

Det handler om mennesker.