Vi har brug for jer – fortæl os, hvordan det ser ud på jeres arbejdsplads

Mangel på kolleger gør hverdagen sværere på mange arbejdspladser. FOA Nordjylland har brug for medlemmernes erfaringer, så udfordringerne kan blive hørt – og omsat til handling.

Af: Inge-Marie Krøier

Hverdagen bliver sværere
Det er sjældent den enkelte vagt, der vælter læsset. Det er de mange dage, hvor der mangler kolleger.

På social- og sundhedsområdet oplever flere medlemmer, at rekrutteringsproblemer og ubesatte stillinger gør det sværere at løse stadig mere komplekse opgaver. Når der mangler medarbejdere, bliver arbejdspresset større, tempoet højere og tiden til den enkelte opgave mindre.

Det er en udvikling, som FOA Nordjylland ser med stigende bekymring.

Vi har brug for jeres stemmer
Fagpolitisk leder Jesper Hejlman Hermansen understreger, at FOA arbejder for at sætte rekruttering og bemanding på dagsordenen over for både politikere og arbejdsgivere. Men det kræver også, at medlemmernes erfaringer bliver hørt.

- Vi ved, at mange står i en hverdag, hvor det er svært at få enderne til at mødes. Derfor har vi brug for, at I medlemmer fortæller os, hvad I oplever. Kun når udfordringerne bliver synlige, kan vi presse på for de løsninger, der er brug for, understreger fagpolitisk leder Jesper Hejlman Hermansen.

Fortæl os, hvordan det ser ud hos jer
Ingen kender konsekvenserne af manglende bemanding bedre end jer, der står midt i arbejdet hver dag.

Derfor opfordrer FOA Nordjylland medlemmerne til at dele deres oplevelser. Jo bedre indblik vi har i hverdagen på arbejdspladserne, desto stærkere står vi, når vi skal kæmpe for flere kolleger, bedre bemanding og rammer, der gør det muligt at levere den faglighed, medlemmerne kan stå inde for.