Efter møder, advarsler og dialog: Trivslen i retspsykiatrien kræver mere handling

Af: Arbejdsmiljørepræsentant Max Lindegaard og fællestillidsrepræsentant Tina Brejl Aagaard

Men hverdagen er fortsat præget af usikkerhed, højt arbejdspres og medarbejdere, der mistrives. Derfor siger vi nu offentligt fra – ikke for at skabe konflikt, men for at forebygge, at problemerne vokser sig større.

En hverdag under pres
Retspsykiatrisk afdeling i Hospitalsbyen i Gistrup kæmper fortsat med store udfordringer efter flytningen. Det er positivt, at ledelsen har lyttet til medarbejdernes bekymringer og nu giver mulighed for at bruge eksterne vikarer. Det er et vigtigt skridt, men det løser ikke de grundlæggende udfordringer alene.

Mange medarbejdere oplever en hverdag præget af stress og usikkerhed. Samtidig skaber det utryghed, når vagter dækkes af vikarer uden samme kendskab til afdelingen og patienterne som de faste medarbejdere.

Når bemandingen er for sårbar, stiger risikoen for fejl, mangelfulde overleveringer og manglende overblik. Det påvirker både arbejdsmiljøet og patientsikkerheden. Derfor er ønsket klart: Flere faste kolleger og bedre rammer, så afdelingen kan komme tilbage i balance.

Når rammerne ikke følger med
Retspsykiatrien arbejder med nogle af de mest komplekse patienter. Det kræver ro, overblik og trygge rammer. Men flytningen har samtidig betydet nye arbejdsgange, nye fysiske rammer og et stort behov for oplæring.

Skærmningsopgaver binder personale fast, og når bemandingen samtidig er presset, bliver belastningen stor. Mange medarbejdere tager ekstra vagter for at få hverdagen til at hænge sammen og sikre driften. Det vidner om stort engagement – men det slider både fysisk og mentalt i længden.

Samtidig mangler der ledelsesmæssig nærhed i hverdagen. Når ledelsen ikke er tæt på driften, bliver medarbejderne efterladt med ansvaret for at få en kompleks hverdag til at fungere.

Selv med gode intentioner og igangsatte tiltag er udfordringerne så omfattende, at de ikke løses på få måneder. Der er behov for kontinuitet og overblik i hverdagen, tættere ledelsesmæssig opbakning og et langsigtet fokus på trivsel.

Når trivslen kan måles – og den er rød
Trivslen er ikke bare en oplevelse – den kan måles. Data fra værktøjet Teameffekt viser, at mange medarbejdere har såkaldte “røde dage”: dage præget af mistrivsel og høj belastning.

Det er ikke enkeltstående udsving, men et mønster. Når medarbejdere gentagne gange går hjem mere belastede, end da de mødte ind, er det et tydeligt tegn på et arbejdsmiljø under pres. Et arbejdsmiljø skal ikke slide medarbejdere ned i løbet af arbejdsdagen – det skal være sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Over tid øger belastningen risikoen for stress, sygemeldinger og opsigelser. Samtidig bliver det sværere at fastholde erfarne medarbejdere og tiltrække nye kolleger.

Når bemandingen og arbejdsvilkårene ikke følger med opgaven, stiger risikoen for fejl, mangelfulde overleveringer og voldsepisoder. Derfor er det ikke en løsning blot at se tiden an. 

Trivsel kræver handling
Det er positivt, at dialogen med ledelsen er i gang. Men trivsel opstår ikke af dialog alene.

Der er behov for stabile medarbejdergrupper, reel oplæring, stabil ledelse og arbejdsforhold, hvor medarbejdere kan udføre deres arbejde fagligt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

I dag er vi ikke dér.

Konklusion: En klar opgave for ledelse og politikere
Der er allerede taget de første skridt. Nu handler det om at sikre, at løsningerne matcher den virkelighed, medarbejderne står i hver eneste dag.

Trivslen i retspsykiatrien skal håndteres nu – og på lang sigt. Det kræver trygge og forudsigelige rammer, tilstrækkelig bemanding og et arbejdsmiljø, hvor medarbejdere kan udføre deres arbejde fagligt forsvarligt. Samtidig skal arbejdet kunne udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Det kræver, at ledelsen ikke kun reagerer, når problemerne opstår, men planlægger og tilrettelægger arbejdet, så medarbejdere kan udføre deres opgaver fuldt forsvarligt. Det er ikke alene et spørgsmål om trivsel – det er en grundlæggende del af arbejdsgiverens ansvar.

Ansvar kan ikke skubbes videre. Når hverdagen ikke hænger sammen, er det arbejdsgiverens opgave at få den til det.

Hvis udviklingen fortsætter, er konsekvensen tydelig: Erfarne medarbejdere søger væk, og opgaven bliver endnu sværere at løfte.