Bente Linnemann, Fællestillidsrepræsentant for dagplejerne

Bente Linnemann, fællestillidsrepræsentant for dagplejerne i Mariagerfjord Kommune, opfordrer politikerne til at stoppe op og se behovet an, før nye vuggestuepladser risikerer at svække dagplejen og familiernes valgfrihed.
Foto: Inge-Marie Krøier

Skal der også være plads til dagplejen i Havbakkedistriktet?

Der er ikke børn i Havbakkedistriktet, som står uden pasning. Alligevel arbejdes der med planer om vuggestuepladser i Als – og det kan på sigt koste dagplejen dyrt.

Af: Bente Linnemann, Fællestillidsrepræsentant for dagplejerne, FOA Nordjylland

Lad mig begynde med det vigtigste: Vi har ikke et aktuelt pasningsproblem i Havbakkedistriktet. Vi oplever heller ikke et pres fra forældre, der står og mangler en plads. Ønsket om en vuggestue kommer fra bestyrelsen i Børnehaven Kriblebo.

Det ønske skal selvfølgelig tages alvorligt. Men når der kommer nye vuggestuepladser, kommer der ikke automatisk flere børn.

Forvaltningens egne vurderinger peger på et stabilt børnetal. Nye vuggestuepladser kan derfor betyde færre børn i dagplejen – og på sigt færre dagplejere.

I Havbakkedistriktet har vi i dag syv meget erfarne dagplejere, som hver passer fire børn og indimellem et gæstebarn. Der er netop kommet to nye dagplejere til området. Der har heller ikke været opsigelser det seneste år.

Når kommunen først har investeret i lokaler og etableret vuggestuepladser, er mursten svære at skrue ned for igen. Hvis børnetallet ikke vokser, risikerer dagplejen at blive den fleksible brik, der må vige.

Dagplejen kan noget særligt. Det lille barn møder den samme voksne gennem hele dagen, og tilbuddet bygger på nærhed, kontinuitet og høj faglighed. Samtidig er dagplejen mindre konjunkturbestemt end mursten og faste institutionspladser. Den kan lettere tilpasses, når børnetallet ændrer sig – og netop derfor bør vi passe på ikke at svække et fleksibelt tilbud, som både børn, forældre og kommune har glæde af.

Og regnestykket bør også få politikerne til at stoppe op. Ifølge kommunens eget materiale koster en vuggestueplads omkring 55.000 kroner mere om året pr. barn end en dagplejeplads. Hvorfor vælge en dyrere løsning, hvis der ikke mangler pasningspladser, og konsekvensen samtidig kan blive mindre valgfrihed?

Jeg savner også, at dagplejerne er blevet taget med på råd. Sagen har ikke været drøftet i MED, før planerne kom frem.

Mit budskab til politikerne er derfor enkelt: Giv jer selv lidt mere tid. Der er ikke et akut pasningsproblem, som kræver en hurtig løsning. Se udviklingen i børnetal og efterspørgsel an det kommende år, og tag dagplejen med ved bordet, før kommunen binder sig til nye vuggestuepladser.

Når først murstenene står der, er beslutningen sværere at gøre om. Og erfarne dagplejere hænger ikke på træerne. Mister vi dem, risikerer vi at smide guld på gaden.