Social- og sundhedsassistent Sandra Baun Plesner-Jessen er aktivitetsmedarbejder og tillidsrepræsentant og arbejder i dag på Mastruplund, hvor Suldrup Ældrecenter midlertidigt holder til efter branden i juni 2025. Her er hun med til at holde fast i fagligheden - også når hverdagen kræver nye løsninger. Foto: Inge-Marie Krøier
Mandag den 18.05.2026
Da branden ramte Suldrup Ældrecenter, blev hverdagen vendt på hovedet. For Sandra blev det samtidig en anledning til at styrke en kultur med faglighed, mod og ærlighed.
Af: Inge-Marie Krøier
Når hverdagen brænder - og fællesskabet står tilbage Den 14. juni 2025 ændrede alt sig. Suldrup Ældrecenter brændte, og både beboere og medarbejdere måtte rykke til Mastruplund. For Sandra Baun Plesner-Jessen, social- og sundhedsassistent og aktivitetsmedarbejder, blev det en brat omstilling - men også en styrkeprøve.
Hun beskriver, hvordan medarbejderne stod sammen fra første dag: “Nu gør vi det her sammen.”
I dag arbejder hun stadig midlertidigt på Mastruplund sammen med sine kolleger og leder Yvonne Pedersen.
Rammerne er mindre, kollegerne færre, og hverdagen ser anderledes ud end før. Men én ting er blevet stærkere: fællesskabet og bevidstheden om, hvilken kultur de vil have.
Kulturen sidder i det, vi gør - ikke det, vi siger Som tillidsrepræsentant gennem ni år er Sandra tæt på sine kolleger. Hun ser tydeligt, hvordan kultur formes i praksis - i de små valg, gentagelser og vaner.
- Vi vil gerne være åbne og ærlige. Man skal have svesken på disken - ellers får du skyllerumssnakken.
Hun ved godt, at hendes tilgang ikke er den letteste - hverken for hende selv eller kollegerne. Faget har en tendens til konfliktskyhed, og ikke alle bryder sig om den direkte stil. For nogle kan det føles konfronterende - og ofte er det nemmere at lade tingene glide.
Sandra mener, at noget af det hænger sammen med selve omsorgsfaget. Mange er drevet af empati, hjælpsomhed og ønsket om at passe på andre - og derfor falder konfrontation og direkte kommunikation ikke naturligt for alle.
Netop derfor kræver det, mener hun, at man øver sig i at være åben og ærlig over for hinanden.
- Det er det usagte, der skaber problemer. Sig det højt - det er sådan, vi kommer videre.
Også selv om det indimellem skaber uro i en hverdag, hvor mange i forvejen er pressede.
Faglighed under pres - og mod til at gøre det rigtige Arbejdspres og vaner kan nemt skubbe fagligheden i baggrunden.
Sandra peger på noget så konkret som forflytninger: Vi ved godt, hvordan det skal gøres med hjælpemidler - men i en travl hverdag vælger nogle den nemmere løsning.
Hun stiller et simpelt spørgsmål: For hvad sker der, når man gør det nemme 300 gange?
Konsekvensen er klar: Fagligheden - og i sidste ende sikkerheden - bliver udfordret.
For hende handler det om at turde bryde vanen - også når det kræver mere.
Fra tavshed til ansvar En vigtig del af arbejdet har været at bryde en tavshedskultur. Sammen med ledelsen har medarbejderne lavet en samarbejdsaftale, der sætter retning for, hvordan de taler sammen og løser konflikter.
En tavshedskultur brydes ikke med én aftale. Det kræver, at nogen tør gå forrest - også når det er ubehageligt.
Forskning i arbejdskultur viser, at forandringer først bliver til kultur, når de gentages i praksis - igen og igen. Ikke i planer og aftaler, men i det, medarbejderne faktisk gør, når hverdagen er travl.
For Sandra starter forandring med én selv. Det er nemt at pege fingre, men sværere at kigge indad. Hun arbejder bevidst med at flytte fokus:
- Vi er alle en del af kulturen og arbejdsmiljøet. Det lommelygten lyser på, er det, du ser, siger Sandra.
Pointen er enkel: Det, du retter fokus mod, vokser. Ser du kun problemer, bliver de din virkelighed.
At bryde med en kultur er ikke altid det nemmeste valg – og det kan være fristende at lade tingene passere.
Ledelse, ligeværd og nye veje For Sandra gør synlig ledelse en forskel - en leder, der er til stede i hverdagen, sidder med beboerne og kender praksis. For hende handler det om ligeværd - ikke ligestilling.
Samtidig peger hun på, at god ledelse også kræver tid. Ikke bare til drift - men til mennesker.
Hun henviser til en tommelfingerregel, hun er stødt på: Har du 10 medarbejdere, skal du bruge 10 timer om ugen på ledelse. Pointen er enkel: Ledelse er ikke noget, man klarer ind imellem. Det er en opgave i sig selv.
Og det har betydning for kulturen: Hvis medarbejdere skal turde sige tingene højt, kræver det, at der er tid og rum til at blive lyttet til.
Kulturbæreren i praksis Sandra er ikke i tvivl: Kulturbærere er dem, der får hverdagen til at fungere - også når det er svært.
Og måske er det netop her, modet ligger.