Rabia kæmper sig tilbage efter arbejdsskaden

Af: Inge-Marie Krøier

Rabias historie handler ikke kun om en diskusprolaps. Den handler også om vilje, håb og om at rejse sig igen -selv når livet gør ondt.

Rabia havde bestemt ikke forestillet sig, at hun skulle kæmpe med en arbejdsskade. Hun har været vant til at klare sig selv. Vant til at tage ansvar. Og vant til, at livet kunne være hårdt.

Hun flygtede fra Afghanistan, hvor hun som storesøster tidligt lærte at passe på andre. Derfor føltes det naturligt at vælge social- og sundhedsuddannelsen, da hun altid har haft et særligt omsorgsgen.

Et øjeblik ændrede alt
Den 26. juni 2025 var Rabia i sin første praktik. En borger kaldte gentagne gange på nødkaldet. Rabia gik alene ind til hende.

- Hun kunne ikke få luft og lå skævt i sengen. Jeg gik i panik og prøvede at hjælpe hende op. Med det samme mærkede jeg noget i ryggen, fortæller hun.

Kort efter strålede smerterne ned i benet. Det viste sig at være en diskusprolaps.

Pludselig kunne hun ikke længere sidde en hel dag i skolen. Fitness med veninderne forsvandt. Sommeren blev til smerter, medicin og ensomhed.

Kastet rundt – men ikke alene
Tiden efter arbejdsskaden blev både fysisk og mentalt hård for Rabia. I begyndelsen blev hun kastet rundt i systemet og mødte hele tiden nye læger.

- Først vidste de ikke, om det var iskiasnerven eller en diskusprolaps. Jeg tænkte hele tiden: Hvad er det egentlig, jeg fejler? fortæller hun.

En fysioterapeut pressede på for, at Rabia skulle scannes – og det viste sig, at hun havde fået en diskusprolaps. Midt i usikkerheden oplevede hun dog også støtte.

- Jeg har fået god hjælp fra både kommunen og min arbejdsgiver på Dragsbækcentret. Jeg føler mig hjulpet, siger hun.

Samtidig blev ulykken anmeldt som en arbejdsskade, og FOA hjælper nu med sagen.

FOA Nordjylland er i gang med at indhente sagsakterne og køre sagen videre. Det betyder en del for Rabia at hun ikke står alene med det hele.

Livet blev sat på pause
I kortere perioder følte Rabia, at hendes liv blev sat på pause, men hun ønsker brændende at gennemføre uddannelsen. Selv i de sværeste perioder har Rabia holdt fast i én tanke: Hun giver ikke op.

Hun husker især en eksamensdag, hvor ryggen gjorde voldsomt ondt, og der ikke stod et højt bord klar til hende.

- Jeg tænkte: Hvad gør jeg nu? Men jeg ville gennemføre. Jeg fik et højt bord -og jeg fik 10.

I dag får hun hjælp fra fysioterapeut, skole og arbejdsgiver. Hun træner to gange om ugen og mærker langsomt fremskridt.

- Jeg har stadig troen på, at det bliver godt igen.

Rabia drømmer stadig om at læse videre til fysioterapeut eller sygeplejerske. Og hendes livsmotto følger hende stadig: - Jeg har altid sagt til mig selv: Det kan jeg godt klare -selvom det er svært.