Kadi møder verden med et smil – men hendes historie viser, at styrke og sårbarhed ofte følges ad. Foto: Inge-Marie Krøier
Tirsdag den 21.04.2026
Hun havde noget, man ikke kan lære i en bog. Hun kunne mærke mennesker. Men hendes egen historie fulgte med ind i arbejdet – og til sidst blev det for meget. Kadis fortælling sætter ord på et dilemma, vi sjældent taler om.
Af: Inge-Marie Krøier
En drøm om at hjælpe andre Kadi Belinda Rasmussen vidste tidligt, at hun ville arbejde med mennesker.
- Jeg syntes, der var noget smukt ved at arbejde med mennesker.
Trods en opvækst præget af overgreb, vold og psykisk sygdom kæmpede hun sig gennem både hjælper- og assistentuddannelsen. Hun bar en tung rygsæk - men også en stærk motivation.
Og hun kunne noget særligt.
Når levede erfaringer gør en forskel I mødet med borgere og patienter blev Kadis erfaring en styrke.
Hun forstod angst indefra. Hun kunne aflæse stemninger. Hun turde blive i det svære.
- Jeg var god til at sætte mig i deres sted.
Hun hjalp en angst patient gennem en operation. Hun fandt ro hos borgere, der var utrygge. Hun brugte humor, nærvær og sin egen historie til at skabe relationer.
Den slags faglighed er svær at lære - men uvurderlig i praksis.
En fin balance mellem nærhed og faglighed Men når man selv har været patient, kan grænserne blive sværere at holde.
Kadi oplevede, hvordan hendes egen historie blev aktiveret i arbejdet. Hun mødte tidligere behandlere. Hun stod i situationer, der trak tråde tilbage til hendes eget liv.
- Jeg kunne ikke finde ud af min rolle - var jeg patient eller fagperson?
Den dobbelthed er ikke kun hendes.
For kolleger kan det være svært at aflæse, hvornår man er “på arbejde” - og hvornår noget bliver personligt. For ledere kan det kræve ekstra opmærksomhed at støtte og rammesætte.
Det er ikke et spørgsmål om vilje. Det er et spørgsmål om, hvor tæt faglighed og livserfaring kan komme på hinanden.
Når kroppen siger stop Kadi holdt fast så længe hun kunne.
Hun arbejdede, læste og kæmpede - samtidig med at hun levede med mareridt, selvskade og en fortid, der hele tiden bankede på.
- Jeg arbejdede og sov og arbejdede. Jeg kunne ikke rumme min fritid.
Til sidst måtte hun stoppe og er i dag førtidspensionist.
Ikke fordi hun ikke ville. Men fordi grænsen var nået.
En ny vej - stadig med mening Selvom Kadi måtte forlade faget, har hun ikke sluppet sit ønske om at hjælpe andre.
I dag holder hun foredrag og har skrevet bogen “i psykiatrien - et liv med selvskade”, baseret på sine egne dagbøger fra årene i systemet.
- Det er en del af min helingsproces.
Hun bruger i dag sin erfaring til at give indsigt til fagpersoner og andre med psykisk sygdom. På den måde gør hun stadig det, hun altid har ønsket: at hjælpe mennesker.
Hendes historie minder os om noget vigtigt:
At mennesker ikke knækker af dovenskab eller manglende vilje - men fordi de kæmper med mere, end vi kan se.
Og at der findes flere måder at bidrage på, når én vej ikke længere er mulig.
Forsiden på Kadis bog gengiver hendes ar – med en tekstur, der gør dem synlige og håndgribelige.
FOA: Vi skal turde tale om det svære Fagpolitisk leder i FOA Nordjylland, Jesper Hejlman Hermansen, peger på, at vi har brug for en mere nuanceret samtale:
- Vi skal både anerkende de styrker, mennesker med levede erfaringer bringer ind i faget - og samtidig turde tale om de dilemmaer, der kan opstå.
Han understreger, at løsningen ikke er at sortere mennesker fra.
- Men vi skal blive bedre til at skabe rammer, hvor man kan være i faget uden at blive nedslidt - og hvor der er plads til at sige fra i tide.
En vigtig erkendelse Kadis historie er ikke kun en fortælling om at knække.
Det er også en fortælling om grænser.
Om at nogle kampe ikke kan vindes med vilje alene.
Og om, at vi som fag og samfund skal blive bedre til at forstå, hvornår erfaring er en styrke - og hvornår den også kræver noget ekstra.