Fra venstre: Fællestillidsrepræsentant Tina Brejl Aagaard, arbejdsmiljørepræsentant Max Lindegaard samt FOA Nordjyllands fagpolitiske ledere Leif Vestbjerg-Nielsen og Jesper Hermansen. De følger udviklingen tæt efter det seneste alarmsvigt på psykiatrisk afdeling i Hospitalsbyen på Nyt Aalborg Universitetshospital (NAU). Foto: Inge-Marie Krøier
Onsdag den 24.06.2026
Tre uger efter et alvorligt overfald på retspsykiatrisk afdeling har alarmsystemet svigtet igen – denne gang på psykiatrisk sengeafsnit S5.
Af: Inge-Marie Krøier
Det skaber stor utryghed blandt medarbejderne, da alarmen ikke viste, hvor hjælpen var nødvendig. Lokationen fremgik hverken af displays eller telefoner, og kolleger på andre afdelinger havde derfor svært ved at vide, hvor de skulle yde støtte. Medarbejderne skal kunne føle sig trygge FOA Nordjylland er i dialog med de tillidsvalgte og vi deler bekymringer på arbejdspladserne og forventer en holdbar løsning på problemerne.
- Når alarmsystemet Tunstall svigter for anden gang på så kort tid, er det naturligt, at medarbejderne stiller spørgsmål ved deres egen sikkerhed. Vi har brug for løsninger, som medarbejderne kan have tillid til - ikke bare her og nu, men også på længere sigt, siger FOA Nordjyllands fagpolitiske leder og arbejdsmiljøansvarlige Leif Vestbjerg-Nielsen. Samtidig understreger fagpolitisk leder og sektoransvarlig Jesper Hermansen, at de tillidsvalgte spiller en afgørende rolle i den situation, afdelingerne står i.
- Tina Brejl Aagaard, Max Lindegaard og de øvrige lokale tillidsvalgte er FOA på arbejdspladsen. Det er dem, kollegerne går til, når arbejdsmiljøet er under pres, og derfor lytter vi nøje til de bekymringer, de bringer videre. Samtidig ved vi, at medarbejderne er dygtige og professionelle. Derfor skal sikkerheden og rammerne omkring deres arbejde være på plads, understreger Jesper Hermansen.
Positive skridt – men arbejdet er ikke færdigt Trods situationens alvor oplever Tina og Max en positiv dialog med ledelsen, og der er iværksat nye beredskabsinitiativer, mens der arbejdes på at finde en permanent løsning på alarmproblemerne. Der er blandt andet indført nye procedurer, som sikrer, at medarbejdere ikke står alene, mens der arbejdes på en holdbar løsning.
- Det er positivt, at ledelsen tager situationen alvorligt og handler på den. Men vi forventer også, at der bliver lagt det nødvendige pres på leverandøren og på de løsninger, der skal bringe sikkerheden på plads. Medarbejdere skal kunne gå på arbejde med visheden om, at de er mindst lige så trygge, når de går hjem, som da de mødte ind. Vi kommer til at følge udviklingen tæt, indtil sikkerheden igen er en selvfølge, siger Leif Vestbjerg-Nielsen.