Når jeg går fra borgeren, skal det se ordentligt ud

Af: Inge-Marie Krøier

Et job han ikke planlagde – men endte med at elske
Mathias havde egentlig en anden drøm, da han som ung skulle vælge uddannelse: Han ville være pædagogisk assistent. Men bedre jobmuligheder i plejen sendte ham i en anden retning. Han tog introforløb på SOSU-skolen i Vodskov, begyndte på grundforløb – og som 19-årig startede han i Brønderslev Kommune i 2014. Året efter blev han færdig som social- og sundhedshjælper. Og så kom virkeligheden.

Ilddåben: “Velkommen til den virkelige verden”
Allerede den første dag af grundforløbet på et demenscenter i Brønderslev fik Mathias sin ilddåb. Ikke med stille kaffe og introduktion, men med en dement dame, der havde haft afføring i bleen – og været hele vejen rundt i stuen. Det var en af de situationer, hvor man enten bliver… eller vender om. Mathias blev og han satte musik på, begyndte at gøre rent, mens hans erfarne kollega tog sig af borgeren.

“Jeg tænkte som 19-årig: Velkommen til den virkelige verden. Men også: Kan jeg klare det her, så skal jeg nok klare faget.”
Det var ikke glamourøst. Men det var ægte. Og det var starten på et arbejdsliv, der skulle forme ham – både fagligt og personligt.

Fra stille elev til kulturbærer med knivskarpe senge
Mathias beskriver sig selv som stille og rolig i begyndelsen – en ung mand, der mest observerede og lige skulle finde sin plads. Men arbejdet gjorde noget ved ham. Han voksede med opgaverne, med ansvaret og med mødet med mennesker, og i dag er han langt mere sprudlende og ikke bleg for at tage plads. Det begyndte for alvor i hjemmeplejen i Brønderslev, hvor han fik sin første ansættelse i december 2015 og blev oplært af kolleger “af den gamle skole”. Her lærte han hurtigt, at faglighed også handler om kultur og ordentlighed – blandt andet at en seng skal stå knivskarpt, og at det skal se ordentligt ud, når man går fra borgeren. Som han selv siger:

“Det mine kolleger gav mig med, mens jeg var helt ung i faget, var: Der skal se ordentligt ud, når du går fra borgeren. Det skal være nemt for de næste at komme til, hvor du slap.”

Det er den slags læring, man ikke kan læse sig til – men som bliver en del af ens faglige DNA.

Fru Jensen og værdigheden, der ikke står i visitationen
Mathias fortæller om en klassisk situation, hvor faglighed og system nogle gange rammer hinanden.

På planen stod måske to bade om ugen. Men i praksis kunne det ske, at borgeren kom i bad hver dag, fordi det var nemmere end etagevask – og fordi personalet havde det, Mathias kalder et “servicegen”.

For nogle ville det være at gå imod visiteringen. For Mathias handler det om værdighed.

“Fru Jensen er ikke bare en borger. Hun er et menneske. Værdigheden ser du også i fremtoningen – er håret vasket, er hun klædt på, som hun plejer.”

Han tænker videre: Hvordan ville det se ud, hvis de ikke gjorde det? Hvis borgeren gradvist mistede sin fremtoning? Det er her, han føler, fagligheden virkelig kommer i spil.

Når presset rammer: “Jeg havde kvalme”
Men kulturbærere er ikke superhelte. Og Mathias lægger ikke skjul på, at der har været dage, hvor arbejdspresset gjorde ondt. Han husker især én situation i hjemmeplejen, hvor sygdom blandt kolleger betød, at der skulle laves nye kørelister. Pludselig måtte man prioritere benhårdt: Hvad var vigtigst? Hvem kunne vente? Det var nødvendigt – men det sad i ham.

“Jeg blev strategisk og fandt genveje. Jeg husker det som om jeg havde kvalme. Jeg var presset og havde det ikke godt med mig selv.”

Det er måske netop dét, der kendetegner en stærk fagperson: at det ikke føles ligegyldigt, når man må gå på kompromis.

Et øjeblik der stadig sidder i kroppen
Mathias fortæller om en dement dame, der i begyndelsen krævede to medarbejdere. Hun var urolig og kunne ikke forstå, hvad der skulle ske. Mathias blev hos hende. Skabte ro. Sad i sofaen. Arbejdede med nærvær og tryghed. Og langsomt skete der noget. Hun begyndte at kramme ham. Og til sidst sagde hun: Jeg elsker dig. Mathias smiler lidt, når han fortæller det. Han tror måske, han mindede hende om hendes mand som ung. Men for ham blev det et bevis på, at relationer kan flytte noget. At faglighed også er menneskelighed.

“Jeg håber aldrig, jeg bliver omsorgstræt”
I dag er Mathias 31 år. Han er ikke “den unge elev” længere, men han har stadig den samme ambition: Han vil ikke vænne sig til arbejdet. Han vil ikke miste modet. Og han frygter især én ting. Omsorgstræthed.

“Jeg håber aldrig, jeg mister engagementet. Det skal ikke blive venstrehåndsarbejde. Hvis jeg bliver omsorgstræt, håber jeg, jeg stopper i tide – for så har ingen glæde af mig.”

Det er en sætning, der rammer. Fordi den viser både selvindsigt og ansvar. Og fordi mange i faget ved præcis, hvad han mener.

Ny i rollen – men hjemme i fagligheden
På Ulsted Friplejehjem, der kun har tre år på bagen, oplever Mathias en kultur, hvor man gerne må stille spørgsmål og diskutere faglighed. Der er forskellige holdninger, men ingen konflikter – for som han ser det, er det netop en del af faget at være nysgerrig på, hvorfor man gør, som man gør. For Mathias er det ikke brok, men faglighed i praksis. Samtidig er det tydeligt, at man skal kunne indgå i fællesskabet for at passe ind: man kommer ikke langt med grim tone, uordentlig adfærd eller en Rasmus-modsat-attitude. Mathias blev social- og sundhedsassistent i 2024 og ser sig selv som ny i rollen, men han har allerede fundet sin plads på plejehjemmet, som han valgte blandt flere jobmuligheder. Han har endda sagt ja til to aftenvagter om måneden for at hjælpe en kollega og få et større helhedsbillede af plejen – ikke fordi han skal, men fordi han vil forstå huset og opgaverne hele vejen rundt.

Rådet til kolleger: Tag imod folk ordentligt
Mathias har et klart råd til dem, der tager imod nye: Tag imod mennesker, som du selv vil tages imod. Giv hånd. Smil. Sig god dag. Han har oplevet, hvordan det modsatte kan skabe usikkerhed hos unge og nyansatte – og få dem til at tvivle på, om de har valgt rigtigt. Det er små ting, men i plejen er små ting sjældent små.

FOA: “Vi har brug for rollemodeller som Mathias”
FOA Nordjyllands fagpolitiske leder Jesper Hejlman Hermansen lægger ikke skjul på, at Mathias gør indtryk.

“Jeg har stor beundring for den dybde og faglighed, som Mathias allerede besidder i en ung alder. Vi har brug for rollemodeller som ham – nogen andre unge kan spejle sig i.”

Jesper peger på, at det netop er fortællinger som Mathias’, der kan få flere til at få øjnene op for faget.

“Man kan kun håbe, at andre får lyst til at prøve kræfter med faget – nøjagtig som Mathias har gjort.”

Kulturbærer i praksis
Mathias er et levende eksempel på, hvad det vil sige at være kulturbærer i praksis: én der bærer stoltheden, strukturen og menneskesynet videre. Han er blevet opdraget i faget – og han opdrager allerede andre, uden at han selv gør et stort nummer ud af det. Og måske er det netop pointen. De bedste kulturbærere larmer ikke. De går bare fra borgeren – og efterlader det hele lidt mere ordentligt, end da de kom.