Sivert Simonsen - TR for portørerne på Thisted Sygehus

Sivert Simonsen er tillidsrepræsentant for portørerne på Thisted Sygehus. I debatindlægget opfordrer han Region Nordjylland til at genoverveje planerne om at lukke Psykiatrisk Sengeafsnit N8.
Foto: Inge-Marie Krøier

Man skaber ikke nærhed ved at flytte hjælpen 100 kilometer væk

Jeg er portør på Thisted Sygehus. Jeg skriver ikke dette, fordi jeg frygter for mit eget job. Jeg skriver det, fordi jeg frygter, at patienterne mister et tilbud, som de får svært ved at erstatte.

Af: Sivert Simonsen

Derfor undrer det mig, hvorfor Region Nordjylland overvejer at lukke Psykiatrisk Sengeafsnit N8 i Thisted.

Jeg bliver kaldt, når situationen spidser til
For nogle uger siden blev jeg kaldt ned i skadestuen.

En kvindelig patient var så urolig og truende, at personalet havde brug for hjælp. Sammen fik vi skabt ro, så situationen kunne afsluttes forsvarligt.

Den oplevelse har jeg tænkt meget over. Hvad gør vi den dag, der bliver brug for en psykiatrisk læge, og hjælpen ikke længere findes på Thisted Sygehus?

Mange tror, at portører bare transporterer patienter. Virkeligheden er, at vi også bliver kaldt, når patienter er udadreagerende, når kolleger har brug for støtte, og når der skal skabes ro i en situation, der kan udvikle sig hurtigt.

Det ansvar forsvinder ikke, hvis N8 lukker. Tværtimod frygter jeg, at det vokser.

Jeg savner sammenhæng
Både sundhedsreformen og Region Nordjyllands egen 10-årsplan peger på, at behandlingen skal tættere på borgerne, skabe mere sammenhæng mellem psykiatri og somatik og gøre psykiatrien til en tryg og attraktiv arbejdsplads. Derfor har jeg svært ved at forstå, at løsningen bliver at flytte hjælpen omkring 100 kilometer væk.

Hvem griber patienten?
Jeg frygter ikke kun for mine portørkolleger.

Jeg frygter for de patienter, som både har en psykisk sygdom og en somatisk lidelse.

De kommer stadig til Thisted Sygehus.

Men hvis den psykiatriske ekspertise ikke længere er her, risikerer de at blive sendt videre til Brønderslev.

Det er lang tid, når et menneske er i psykisk krise.

Og det er lang tid for pårørende, som skal være en del af behandlingen.

Branden på det medicinske afsnit i 2023 mindede os om, hvor hurtigt en situation kan udvikle sig, og hvor afgørende det er, at de rette kompetencer er tæt på.

Har alle muligheder været undersøgt?
Regionen forklarer, at langtidsvikarerne forsvinder. Det accepterer jeg som en reel udfordring. Men jeg savner svar på, hvad planen er bagefter. Hvordan vil man sikre lægedækningen i hele psykiatrien?

Jeg har svært ved at tro, at lukning er den eneste løsning. Somatiske læger transporteres allerede mellem Aalborg og Thisted. Hvorfor undersøger man ikke, om psykiatriske speciallæger kan gøre det samme, før man flytter et helt behandlingstilbud væk fra Thy?

For hvis læger kan komme til Thy, hvorfor skal patienterne så flyttes fra Thy?

Jeg håber derfor, at regionspolitikerne ikke kun spørger, hvordan psykiatriske sengekapacitet kan flyttes. Jeg håber, de spørger, hvordan psykiatrien i Nordjylland skal hænge sammen efter 1. januar 2027.

For nærhed handler ikke om postnumre. Den handler om, at hjælpen er der, når patienten har brug for den.

_________________

Faktaboks
Derfor overvejer regionen at lukke N8
Hospitalsledelsen peger på, at Danske Regioner har besluttet at udfase brugen af langtidsvikariater (vikariater på over tre måneder) for speciallæger i psykiatrien.

Formålet er ifølge regionen at:

  • skabe mere stabile lægefaglige miljøer
  • styrke behandlingskvaliteten
  • gøre psykiatrien til en mere attraktiv arbejdsplads
  • reducere afhængigheden af langtidsvikarer.

Region Nordjylland oplyser samtidig, at det ikke er lykkedes at fastansætte tilstrækkeligt mange af de nuværende langtidsvikarer. Derfor vurderer hospitalsledelsen, at sengekapaciteten må tilpasses, og at Thisted og Frederikshavn er særligt berørt, fordi de er mest afhængige af langtidsvikarer.