Dagplejer Katrine Ina nød Dagplejens Dag ved spejderhytten i Svenstrup. Dagen blev dagen fejret med fokus på fællesskab og tryghed tæt på børnene – her et barn med den fine bøllehat med røde nærværs-hjerter. Foto: Inge-Marie Krøier
Onsdag den 13.05.2026
Balloner, bøllehatte, sæbebobler og fællessang satte kulør på Dagplejens Dag i Nordjylland. Men bag de hyggelige arrangementer gemmer der sig også et vigtigt budskab fra fire nordjyske dagplejere: Dagplejen er meget mere end pasning. Den giver børn tryghed, nære relationer og voksne med tid til at se dem.
Af: Inge-Marie Krøier
Hjerter, musik og rød løber I Nibe, Svenstrup, Nørresundby og Nykøbing Mors blev Dagplejens Dag markeret med alt fra nærværs-hjerter og musik til åbent hus og hjemmebag. De fleste steder mødte børnene op i FOA-sponsorerede bøllehatte med nærværs-hjerter på.
I Nibe pyntede dagplejerne barnevogne, delte små nærværs-hjerter ud til forældrene og t-shirts med hjerter på. Nogle dagplejere deltog i børnehavens musikfestival, mens andre holdt fast i den klassiske fejring sammen med Nibe Kirke.
- Vi vil gerne vise, at børnene er et trygt sted med nærvær, fortæller Jette Zaar, der efter 30 år i faget stadig elsker sit arbejde som dagplejer.
I Svenstrup blev der rullet rød løber ud til dagens fejring. Balloner vajede over et stort banner med teksten ”Dagplejens Dag”, mens børnene tumlede i halmballer, pustede sæbebobler og sang med en guitarist fra biblioteket.
- Det at være dagplejer er at være en ildsjæl. Vi ser de små sejre i børns liv, og det er stort at få lov til at være en del af begyndelsen på deres liv, siger Katrine Ina.
Og i Nykøbing Mors inviterede dagplejerne lokalsamfundet indenfor i Dagplejens Hus med aktiviteter som guldgravning, sansekasser og fællessang med guitar.
- Vi vil gerne være en synlig aktør og vise, hvordan vi arbejder med nærhed og tryghed, fortæller Majbritt Møller Kusk.
I Nørresundby blev Dagplejens Dag samtidig en fejring af nye rammer. Dagplejerne indviede nemlig deres nye Dagplejens Hus i den tidligere børnehave Ane Dam.
- Jeg ser det som et stort fremskridt, selvom vi lige skal vænne os til det store hus, fortæller Carina Toft.
Den store legeplads og de nye fællesrum giver børnene mere plads til leg og motorik – og samtidig lærer børnene vikarerne bedre at kende. Det er positivt for alle.
Et hjem med tid til børnene Selvom Dagplejens Dag bød på fest og farver, var der også et alvorligt budskab bag arrangementerne. Alle fire dagplejere peger på, at dagplejen tilbyder noget særligt i en tid, hvor mange børn vokser op i større fællesskaber og højt tempo.
- Det er ikke samlebånd. Vi er et hjem med familie og hverdag. Vi skal huske hyggen og have øje for, hvad børnene har brug for, siger Carina.
Katrine Ina fortæller, at dagplejerne i Svenstrup bruger meget tid på sparring og fællesskab i legestuen. Her mødes de hver uge for at støtte hinanden og udvikle fagligheden.
- Vi elsker jo vores job, og derfor taler vi om det i fællesskab. Vi hjælper hinanden og drøfter initiativer som for eksempel førstehjælp eller nye tiltag for børnene, siger hun.
I Nykøbing Mors oplever Majbritt, at kommunen aktivt forsøger at bevare dagplejen og samtidig styrke fagligheden ved at opfordre dagplejere til at uddanne sig til pædagogisk assistent. Selv begynder hun på uddannelsen til september.
- Det gør os stolte, at der stadig bliver sat fokus på fagligheden i dagplejen – også selvom der er besparelser, siger hun.
Dagplejen skal vælges til For Jette Zaar handler fremtiden først og fremmest om at bevare et tilbud, hvor børn bliver set og kendt helt ned i maven.
- Nogle børn kan ikke trives i store grupper. Derfor ville det være forfærdeligt, hvis dagplejen blev nedlagt, siger hun.
Både hun, Carina, Katrine og Majbritt håber, at flere politikere, forældre og kommende dagplejere får øjnene op for fagets styrker. For bag ballonerne, bøllehattene og de hjemmebagte boller ligger en faglighed, som bygger på relationer, tryghed og nærvær. Det er noget som ikke kan måles i skemaer og normeringer – det er voksne med tid til at se børnene. Og måske er det netop derfor, mange dagplejere stadig kalder det verdens bedste job.