Henrik Leest Schak Laursen

Henrik henter inspiration i mødet med mennesker. Oplevelser fra hverdagen som social- og sundhedsassistentelev bliver til tekster og sange om omsorg, faglighed og demens.
Foto: Inge-Marie Krøier

Han fandt sit kald – og giver omsorgen en stemme

Efter et arbejdsliv som tagdækker og buschauffør bliver Henrik til august færdiguddannet social- og sundhedshjælper. Mødet med ældre mennesker ændrede hans liv – og i dag bruger han både sine erfaringer og kunstig intelligens til at skrive sange om demens, arbejdsmiljø og omsorg.

Af: Inge-Marie Krøier

Da mødet med de ældre ændrede retning
Nogle mennesker finder deres rette hylde tidligt i livet. Andre skal ud på en længere rejse.

For Henrik Leest Schak Laursen blev det mødet med ældre borgere, der ændrede kursen.

I 18 år arbejdede han som tagdækker. Senere satte han sig bag rattet som buschauffør. Det var her, han begyndte at møde ældre og mennesker med demens på en helt anden måde.

En køretur kunne blive meget mere end transport.

Den kunne blive et møde mellem to mennesker.

– Jeg fandt ud af, at jeg var god til at møde mennesker med demens. Jeg kunne komme ind til dem på en måde, som andre nogle gange havde svært ved, fortæller Henrik.

En oplevelse gjorde særligt indtryk. Henrik kørte en ældre mand med demens, som tidligere havde ejet en fabrik. Da de kørte forbi stedet, lyste han op. For et øjeblik var minderne stærkere end sygdommen.

– Han fik mig til at indse, at jeg skulle huske ham som den, han var – ikke kun som den, sygdommen havde gjort ham til.

Den oplevelse blev senere til sangen Husk mig som mig.

Musik med hjerte
Henrik har altid skrevet tekster. Før manglede han melodierne. I dag bruger han kunstig intelligens som et kreativt værktøj til at omsætte sine tekster til musik.

Men historierne kommer ikke fra en computer.

De kommer fra hverdagen. Fra borgerne. Fra kollegerne. Fra de øjeblikke, der sætter sig fast.

- Det er næsten som at skrive dagbog. Jeg skriver kun om noget, der først har rørt mig. Ellers kan jeg ikke få det til at hænge sammen, siger han.

Hans sange handler blandt andet om demens, arbejdsmiljø og faglig stolthed. Budskabet er enkelt: Bag sygdommen er der stadig et menneske, og et godt arbejdsmiljø smitter hele vejen ud til borgerne.

Livserfaring blev en styrke
Til august afslutter Henrik uddannelsen som social- og sundhedshjælper. Undervejs har der været perioder, hvor han tvivlede på, om han var for gammel til at begynde forfra.

At vende tilbage til skolebænken som 58-årig var hårdt.

- Jeg skulle læse stoffet flere gange end de unge. Nogle gange tænkte jeg, om jeg kunne klare det.

Men den bekymring blev afløst af en erkendelse.

Netop de mange år på arbejdsmarkedet giver ham noget, han ikke kunne have læst sig til.

- Jeg har lettere ved at falde i snak med de ældre. Vi kan drille hinanden lidt, grine sammen og mødes i øjenhøjde. Den erfaring kan man ikke læse sig til.

Fra oktober begynder Henrik i et fast job i hjemmeplejen i Hobro.

Han glæder sig.

- Når jeg kører fra de ældre, så ser jeg et smil – og det smitter af. Man har lyst til at gøre lidt ekstra næste dag.

Måske er det netop derfor, hans sange rammer.

De begynder ikke med musikken. De begynder med mennesker.

------------------

Lyt til Henriks sange

Husk mig som mig – en sang om demens og mennesket bag sygdommen.

Når vi løfter dagen sammen – en sang om arbejdsmiljø, fællesskab og faglighed.

Ved køb af Henriks sange støtter man Alzheimerforeningen