FOA i ryggen – fællesskabet med videre. Efter 30 år i FOA Nordjylland giver Kristian Gaardsøe snart stafetten videre. Men én ting håber han, at de næste generationer holder fast i: En fagforening er ikke en abonnementsordning. Den er et solidarisk fællesskab. Foto: Inge-Marie Krøier
Torsdag den 13.08.2026
Efter 30 år i FOA Nordjylland er Kristian Gaardsøe på vej mod pensionen. Han efterlader sig et arbejdsliv med konflikter, overenskomster og faglig kamp – men spørger man ham selv, er der især én ting, han håber, lever videre: fællesskabet.
Af: Inge-Marie Krøier
Det er måske ikke helt tilfældigt, at fællesskabet kom til at fylde så meget i Kristian Gaardsøes arbejdsliv.
Han voksede op i Øster Hurup i et hjem, hvor forældrene var aktive i politik og i fritiden og det frivillige foreningsliv fyldte. Dengang var fritidstilbuddene færre end i dag, men fællesskaberne var tydelige.
Man gik til badminton, atletik eller FDF. Og man engagerede sig. Det gjorde hans forældre også. De brugte tid på andre mennesker uden først at spørge, hvad de selv fik ud af det. Den tanke har fulgt Kristian siden.
Nu, efter 30 år i FOA Nordjylland, er det blevet tid til at give stafetten videre.
Og når han ser tilbage, er arbejdsmarkedet næsten ikke til at kende.
Da Kristian begyndte, var udfordringen ledighed. I dag mangler arbejdspladserne medarbejdere. Samtidig er uddannelserne blevet styrket, og fagligheden på FOAs områder er løftet markant.
Men ikke alt er blevet bedre. Kristian oplever, at dokumentation, kontrol og styring fylder for meget.
Når vi bruger mere tid på systemer end på mennesker, mister vi ikke bare tid. Vi mister også noget af den faglige tillid og det fællesskab, som arbejdslivet bygger på.
Han opfordrer til at vi skal bruge fagligheden. Tænke selv. Og hvis noget ikke virker, så sige det højt – og sige det fagligt.
Vi høkker sammen i bussen Nogle af de stærkeste minder stammer fra konflikterne.
For Kristian handler en konflikt nemlig ikke kun om kroner og øre. Han husker samhørigheden og sammenholdet. At kolleger rykkede tættere sammen, når der skulle kæmpes for løn og arbejdsvilkår.
Og kampene har sat sig spor. Barsel, ferie, seniordage, afspadsering og mere frihed er eksempler på vilkår, som i dag kan forekomme selvfølgelige. Men de er ikke kommet af sig selv. De er blevet forhandlet frem gennem årene.
Relationer kan ikke sættes på formel Spørger man Kristian, hvad der har betydet mest i hans år som fagforeningsmand, vender han tilbage til relationerne.
Til medlemmerne. Tillidsrepræsentanterne. Medarbejderne. Arbejdsgiverne. Politikerne. Og mennesker, han gennem årene har mødt uden for FOA Nordjylland. For relationer bygges over tid. Og ikke alle relationer skal have en pris eller et umiddelbart formål.
Netop dér ligger også en af hans bekymringer for fremtiden.
Kristian oplever et samfund, hvor spørgsmålet "Hvad får jeg ud af det?" fylder mere. Hvor forretning risikerer at skubbe foreningstanken og solidariteten til side. For ham er en fagforening noget andet. Den bygger på mennesker, der vælger hinanden til.
En fagforening er ikke en abonnementsordning. Den er et solidarisk fællesskab.
Stafetten skal videre Kristian lægger ikke skjul på, at et generationsskifte også betyder, at erfaring og viden forsvinder. Men han ser ikke sort på fremtiden. Tværtimod er hans eget indtryk, at det nok skal gå. Der er bare noget, han gerne vil sende med videre.
Hold fokus på det, der skaber værdi for medlemmerne. Pas på foreningstanken. Vær solidariske. Og brug tid på relationerne.
For måske går der alligevel en lige linje fra drengen i Øster Hurup til fagforeningsformanden, der efter 30 år giver stafetten videre.
Fællesskaber kommer ikke af sig selv. De findes kun, så længe nogen vælger at bruge tid på dem.
Det har han selv gjort. Nu er det andres tur.