Hvorfor betale til FOA, når du er folkepensionist? Svaret afhænger af, om du stadig arbejder.

Vibeke Elise Jensen, fagpolitisk leder i FOA Nordjylland, svarer på medlemmernes spørgsmål om faglig hjælp, kontingent og rettigheder, når arbejdslivet fortsætter efter folkepensionsalderen.
Foto: Inge-Marie Krøier

Folkepensionist og stadig på job? Her er, hvad du får for dit FOA-medlemskab

Nogle elsker stadig at gå på arbejde som 69-årige. Andre har fået nok efter et langt og krævende arbejdsliv. Efter en livlig debat om at arbejde efter pensionsalderen svarer FOA Nordjylland nu på et spørgsmål, som flere medlemmer har stillet: Hvorfor betale almindeligt fagforeningskontingent, når man er blevet folkepensionist?

Af: Inge-Marie Krøier

Det er dit valg, om du vil fortsætte
- Jeg kunne aldrig drømme om at arbejde under de forhold igen.

Sådan lød en af reaktionerne, da FOA Nordjylland på Facebook fortalte om mulighederne for at fortsætte med at arbejde efter folkepensionsalderen. Andre fortalte, at de stadig arbejder på fuld tid som 69-årige. Kommentarerne viser, hvor forskelligt et langt arbejdsliv kan opleves.

For Vibeke Elise Jensen, fagpolitisk leder i FOA Nordjylland, er der ingen tvivl om, hvem der skal træffe beslutningen.

- Valget er dit. Har du overskud til det, kan du fortsætte. Men handler det om helbredet, håber jeg, at man vælger pensionen og passer på sig selv, siger hun.

For nogle handler beslutningen om økonomi, for andre om arbejdsglæde. Og for andre igen er det tid til at nyde friheden.

Hvorfor betale til FOA, når du er folkepensionist?
Et af de spørgsmål, der har fyldt i debatten, handler om FOA-medlemskabet. For hvad skal man egentlig bruge fagforeningen til, når man har nået pensionsalderen?

Svaret afhænger af, om du stadig arbejder.

Har du forladt arbejdsmarkedet, kan du vælge et pensionistmedlemskab til 108 kroner om året. Men tager du stadig vagter, er et pensionistmedlemskab ikke nok, hvis du får brug for FOAs almindelige faglige hjælp.

- Du kan stadig opleve, at lønnen ikke passer, at du ikke får udbetalt din sjette ferieuge, eller at din vagtplan bliver ændret. Det er de samme faglige spørgsmål, som FOA har hjulpet med gennem hele arbejdslivet, forklarer Vibeke Elise Jensen.

Med et almindeligt fagligt medlemskab kan du også få hjælp ved eksempelvis sygdom, afskedigelse og arbejdsskader.

Du kan ændre dit medlemskab igen
Har du meldt dig som pensionistmedlem, men får senere lyst til at tage nogle vagter på din gamle arbejdsplads? Så kan du skifte tilbage til et almindeligt FOA-medlemskab, der passer til dit timetal.

Og det gælder også den anden vej. Hvis du havde regnet med at arbejde lidt som pensionist, men alligevel beslutter dig for at stoppe helt, kan du skifte til pensionistmedlemskab.

Kontakt FOAs Medlemsservice, som sørger for at ændre dit medlemskab. Du er også altid velkommen til at kontakte FOA Nordjylland, så hjælper vi dig med at sende din henvendelse videre.

FOA kan hjælpe – men ikke love alt
Flere kommentarer handler også om dårlige arbejdsforhold og oplevelsen af, at fagforeningen ikke kan gøre nok.

FOA kan rådgive om dine rettigheder, kontrollere dine løn- og ansættelsesvilkår og bistå i faglige sager. Men fagforeningen kan ikke garantere, at du får medhold i enhver konflikt, eller at en arbejdsgiver vil tilbyde dig præcis de arbejdstider og opgaver, du ønsker.

Det er en vigtig forskel.

For et FOA-medlemskab er ikke en garanti for, at problemerne forsvinder. Det giver adgang til faglig hjælp, hvis de opstår.

Og uanset om du fortsætter med at arbejde eller lægger arbejdsskoene på hylden, skal beslutningen være din egen.

FAKTA: Hvad koster dit FOA-medlemskab?
Hvis du stadig arbejder, afhænger kontingentet af dit ugentlige timetal.

Arbejdstid

Kontingent

0–15 timer om ugen

164 kr./måned

16–30 timer om ugen

333 kr./måned

31–37 timer om ugen

388,50 kr./måned

Pensionist uden arbejde

108 kr./år

Med et almindeligt fagligt medlemskab kan du blandt andet få hjælp til: Løn, ferie, vagtplaner, sygdom, afskedigelse og arbejdsskader.

Med et pensionistmedlemskab kan du blandt andet deltage i FOA Nordjyllands seniornetværk og modtage nyhedsbrev, men du har ikke samme adgang til faglig hjælp i forbindelse med arbejde.

Er du i tvivl? Kontakt Medlemsservice i FOA, før du ændrer dit medlemskab.