Fagpolitisk leder Leif Vestbjerg-Nielsen

Fagpolitisk leder Leif Vestbjerg-Nielsen glæder sig over afgørelsen i Jeanettes sag, som slår fast, at man ikke må stilles ringere på grund af graviditet.
Foto: Inge-Marie Krøier

FOA vandt sag om omsorgsdage – Jeanette får 10.000 kroner

Det var nærmest ved et tilfælde, at Jeanette opdagede, at fem af hendes omsorgsdage var væk. Nu har Ligebehandlingsnævnet slået fast, at Thisted Kommune handlede i strid med ligebehandlingsloven – og Jeanette får 10.000 kroner i godtgørelse.

Af: Inge-Marie Krøier

Det kan da ikke passe
Jeanette arbejder som social- og sundhedsassistent og i marts 2023 blev hun sygemeldt med graviditetsgener under sin fjerde graviditet. På det tidspunkt havde hun seks omsorgsdage til sine tre ældste børn. Hun nåede at bruge én.

Efter fødslen og barslen regnede Jeanette med, at de resterende dage var blevet overført automatisk. Derfor kom det bag på hende, da hun opdagede, at de var væk.

- Jeg tænkte virkelig: Det kan da ikke passe. Jeg regnede med, at det skete per automatik, fortæller hun.

Hun kontaktede først sin arbejdsplads og derefter lønkontoret. Her fik hun besked om, at reglerne ikke gav hende ret til at få dagene overført.

- Jeg syntes, det var mærkeligt. Hvad skulle forskellen være? Og hvem bruger alle sine omsorgsdage i årets første måneder? Jeg bruger for eksempel mine, når mine børn har fødselsdag.

FOA tog sagen videre
Jeanettes mand opfordrede hende til ikke at lade sagen ligge. Derfor kontaktede hun FOA Nordjylland og fik fat i Yvonne Nielsen, som begyndte at undersøge sagen.

Det krævede både dokumentation og tålmodighed. Jeanette skulle blandt andet finde lønsedler frem, og sagen trak ud.

- På et tidspunkt var jeg lidt træt af det hele. Men jeg tænkte også: Nu giver jeg ikke bare op. Det er bedre at prøve end at lade være.

FOA tog sagen videre til Ligebehandlingsnævnet. Her blev spørgsmålet ikke kun, hvordan reglerne om omsorgsdage skulle forstås. Det handlede også om ligebehandling.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at Jeanette var blevet forhindret i at bruge omsorgsdagene på grund af sit graviditetsbetingede sygefravær, og at kommunens afslag derfor var negativ forskelsbehandling i forbindelse med graviditet. Thisted Kommune kunne ikke godtgøre, at ligebehandlingsprincippet var overholdt.

Jeanette får ikke de fem omsorgsdage tilbage. Men hun får medhold i sagen og en godtgørelse på 10.000 kroner.

Vi finder os i alt for meget
For Jeanette er der også en lære i sagen. - Kontakt FOA Nordjylland. Det værste, man kan få at vide, er, at der ikke er noget at komme efter. Vi er nemme at kue os i plejen, og vi finder os i alt for meget.

Da hun som 21-årig begyndte i plejen, kunne hun godt synes, at kolleger, der gik meget op i regler og rettigheder, var lidt besværlige.

- Men med tiden er jeg blevet mere som dem. Vi skal stå på vores ret. Det viste den her sag mig også.

Fagpolitisk leder i FOA Nordjylland Leif Vestbjerg-Nielsen mener, at afgørelsen sender et klart signal:
- Man skal ikke stilles ringere på sit arbejde, fordi man bliver syg under en graviditet. Hvis noget ikke ser rigtigt ud, så kontakt FOA Nordjylland. Man skal ikke miste det, man har ret til.