Tirsdag den 13.01.2026
Efter 24 års ansættelse i Rengøringsenheden i Aalborg Kommune har 64-årige Per Sørensen fået en ny seniorstilling på Center for hjælpemidler i Aalborg Øst. Han er gået fra at arbejde med praktisk hjælp opgaver hos borgere til vask af hjælpemidler.
Af: Inge-Marie Krøier
Per tager sig af rengøring af senge, kørestole og andet udstyr fra de tre kommuner: Brønderslev, Jammerbugt og Aalborg - en opgave der kræver både styrke, systematik og erfaring.
En opgave, der kræver overblik og gode kræfter Når man træder ind på Center for hjælpemidler på Fåborgvej, mødes man af rækker af kørestole, senge og lifte, et sted der er stor systematik i tingene. Det er her, Per Sørensen har sin nye arbejdsplads. Opgaven er langt fra let: udstyret skal vaskes, desinficeres og klargøres til nye brugere. "Nogle dage er der mellem 60 og 80 objekter, og så skal jeg jo vide, hvad der kan komme i maskinen, og hvad der skal vaskes i hånden," fortæller Per.
Fra borgerengøring til specialopgaver Per startede i borgerrengøring med at udføre praktisk hjælp opgaver i 2001 og har i de seneste år haft sin daglige gang i det, Rengøringsenheden kalder anden rengøring. Men den nye stilling er noget helt andet.
"Det er en anden type rengøring, end vi ellers tager os af," siger leder Gert Jensen, der tog initiativ til stillingen, efter en henvendelse fra Center for Hjælpemidler. For Per betyder det, at han nu har én fast lokation – og slipper for at cykle fra den ene arbejdsplads til den anden. "Jeg holder af at cykle, men nu kan jeg koncentrere mig om opgaven på et fast sted," siger han.
Maskiner, lifte og praktisk sans Per har hurtigt sat sig ind i de store vaskemaskiner til senge og de rutiner, der følger med. "Jeg skal fylde sæbe i og rense filtre og cylindre – det tager tid, men det er let nok, når man først har lært det," siger han med et smil. Det, der ikke kan komme i maskinen, vasker han i hånden: Pumper til madrasser, natborde, lifte og kraner. Han har også fået styr på kørestole. "En kørestol er ikke bare en kørestol – de skal opdeles efter type og efter kommune," forklarer han.
Arbejdsmiljøet er tænkt ind Det er ikke kun opgaverne, der fylder – der er også taget højde for arbejdsmiljøet. Per arbejder i et område, hvor porten ofte går op og ned, og temperaturen kan skifte hurtigt. "Der er koldt, når porten står åben, men jeg har fået termoundertøj som en del af arbejdstøjet, så jeg holder mig varm. Og jeg har sikkerhedssko med stål og skridsikre såler – det er vigtigt, når man håndterer tunge ting," fortæller han.
Seniorstilling med mening Per er glad for sin nye rolle og ser frem til at fortsætte, indtil han fylder 67 år i sommeren 2028. "Hvis det går som nu, kommer jeg ikke til at kede mig," siger han. Når Per har fri, træder kollegaen Michael til som afløser, og Per føler sig godt taget imod af depotets personale. "Selvom jeg er ansat i Rengøringsenheden, så tager de sig også godt af mig her," fortæller han.