De kan ikke helt slippe Drachmannshave – og deres erfaring gør en forskel

Af: Inge-Marie Krøier

Dengang spontane ture hørte med
Joan Møller begyndte som afløser på Drachmannshave i 1999 og blev siden fastansat. Som 72-årig stoppede hun på fuld tid. Men hun kunne ikke helt slippe hverken kollegerne eller beboerne og fortsatte som afløser i yderligere otte år – i dag-, aften- og nattevagter.

Joan er langt fra alene om den lange tilknytning til stedet. Jette har været fastansat siden 1997, mens flere af de tidligere kolleger er fortsat som afløsere eller frivillige efter pensionsalderen. De kender huset, rutinerne og beboerne. Når telefonen ringer ved sygdom, kan de træde ind ad døren og gå i gang.

Det har en kontant værdi. Seniorerne har været med til at holde brugen af – og dermed udgifterne til – eksterne vikarbureauer nede. Samtidig betyder deres erfaring, at beboerne møder medarbejdere, som allerede er fortrolige med hverdagen på stedet.

Men når de fortæller om gamle dage, handler det om mere end vagtplaner.

Man sang, læste højt og quizzede med beboerne. Nogle gange tog man fem med i Bilka. Andre gange gik turen til Lundby Krat med franskbrød og flødeboller – også selv om middagsluren bagefter kom lidt på overarbejde. Og når der var fest, blev der skruet op for både mad, vin og fantasi: Der var gallafest med lancier, temafester og sågar en kollega iført velourdug og lampeskærm.

Det usynlige arbejde tæller også
Det er let at smile af historierne. Men bag dem ligger noget, som er sværere at måle i et skema.

At kende beboeren godt nok til at vide, hvilken sang der får smilet frem. At kunne spørge til en konfirmation, citronfromage eller et levet liv – og faktisk have tid til at høre svaret.

Det var en del af fagligheden, sådan som de erfarne medarbejdere husker den.

Joan beskriver Drachmannshave som et sted, hvor hun følte sig tryg, så snart hun kom ind ad døren. De var et fællesskab – næsten en familie. Bente husker, hvordan der altid stod kaffe klar til nattevagten. Ikke fordi det stod i en procedure, men fordi sådan tog man imod en kollega.

Det siger også noget om arbejdsmiljø. Faglig stolthed vokser ikke kun af at løse en opgave korrekt. Den vokser, når man bliver regnet med, hører til og har plads til at gøre lidt mere end det absolut nødvendige.

  
Erfaring fornægter sig ikke. Fra venstre står Jette, Lotte, Eva, Sonja, Bente, Lone og Joan. Tove og Dorte, som også er en del af gruppen, var ikke med, da billedet blev taget. Tilsammen har de mange årtiers erfaring fra Drachmannshave. Jette er fortsat fastansat efter 29 år, mens flere af de øvrige fortsat træder til som afløsere efter deres faste arbejdsliv.

Erfaringen skal møde nutiden
I dag er rammerne anderledes. Dokumentation, regler, specialfunktioner og opfølgning fylder mere, og de erfarne medarbejdere savner især tiden til den naturlige samtale med beboerne.

Billedet er dog ikke helt sort-hvidt. De peger også på styrker hos de yngre kolleger: De er gode til dokumentationen, vant til at navigere i de mange krav og regler – og bedre til at passe på sig selv.

Man kan ikke uden videre føre gårsdagens plejehjem ind i 2026. Kravene til dokumentation og faglig opfølgning er kommet af en grund. Men hvis arbejdet bliver så stramt organiseret, at samtalen, nærværet og det kollegiale overskud forsvinder, risikerer man, at noget værdifuldt går tabt.

Og så er der seniorerne selv. De er en stor ressource, når sygdom og fravær skaber huller i vagtplanen. Men det bør ikke være en forudsætning, at mennesker i 70’erne – og snart 80’erne – altid står klar til at træde til.

Hvem skal en dag passe os?
For bag nostalgien gemmer sig et alvorligt spørgsmål.

De syv ved godt, at de selv en dag kan blive dem, der sidder på den anden side af bordet. Derfor handler deres kritik måske mindre om længsel efter velourduge, rødvin og udflugter – og mere om en bekymring for, om der også i fremtidens ældrepleje bliver tid til at se mennesket bag opgaven.

Deres råd til de næste generationer er enkle: Lær beboernes livshistorie at kende. Tal med dem. Giv noget af dig selv. Brug dine kollegers erfaring. Og lær at se det menneske, der sidder over for dig.

Joan er fyldt 80 og har nu sluppet vagterne. Men Drachmannshave er sværere at slippe.

For når man har brugt så mange år på at passe på andre mennesker, følger noget af stedet med én videre. Og måske er det netop dét, de erfarne kolleger minder os om: At god omsorg ikke kun handler om det, der skal gøres – men også om den tid, interesse og menneskelighed, vi møder hinanden med.