Tillid, faglighed og fælles ansvar er opskriften på et godt arbejdsmiljø på Plejecenter Kløvermarken. Her står fra venstre plejecenterleder Louisa Strandgaard Hvass, fællestillidsrepræsentant Hanne Hedegaard og arbejdsmiljørepræsentant Britta Kræmmer Friberg i plejehjemmets orangeri med udsigt til indgangen. De er enige om én ting: Når medarbejderne trives, kommer det også beboerne til gode.

Tillid, faglighed og fælles ansvar er opskriften på et godt arbejdsmiljø på Plejecenter Kløvermarken. Her står fra venstre plejecenterleder Louisa Strandgaard Hvass, fællestillidsrepræsentant Hanne Hedegaard og arbejdsmiljørepræsentant Britta Kræmmer Friberg i plejehjemmets orangeri med udsigt til indgangen. De er enige om én ting: Når medarbejderne trives, kommer det også beboerne til gode.
Foto: Inge-Marie Krøier

Danmarks bedste plejehjem? På Kløvermarken begynder det med medarbejderne

På Plejecenter Kløvermarken i Koldby er opskriften på god ældrepleje ikke nogen hemmelighed: Tillid til medarbejderne, plads til fagligheden og en ledelse, der bakker op. Det er lederen som har indstillet plejehjemmet, som er blandt finalisterne til titlen som Danmarks bedste – og det er især medarbejderne, hun giver æren.

Af: Inge-Marie Krøier

Skal Danmarks bedste plejehjem ligge i Nordjylland? Så giv medarbejderne på Kløvermarken din stemme. Sidste chance er den 2. november 2026.

Stem på Kløvermarken her 


En god arbejdsdag smitter af på beboerne
Et badebassin til fødderne, en is i hånden og tid til at nyde solen. På Kløvermarken er omsorg også de små øjeblikke, der gør hverdagen værd at glæde sig til.

Men bag de gode oplevelser ligger noget helt grundlæggende: Medarbejdere, der trives og får lov til at bruge deres faglighed.

- Hvis vi har det godt, så har beboerne det også godt, fortæller fællestillidsrepræsentant og social- og sundhedsassistent Hanne Hedegaard.

Tillid er ikke bare noget, man taler om
Hver morgen fordeler medarbejderne selv dagens opgaver efter faglighed, behov og belastning. De hjælper hinanden, når sygdom eller andre udfordringer presser vagtplanen.

- Vi har en stor selvstændighed. Louisa stoler på os, og det gør noget, fortæller Hanne.

Lederen, Louisa Strandgaard Hvass, er helt på linje. Uden at kende Hannes svar fortæller hun om samme tilgang:
- Jeg har tillid til dem, der er ansat. De skal have nogle rammer, men inden for dem må de stort set alt.

Tilliden går hånd i hånd med synlig ledelse, ekstra opmærksomhed og små handlinger. Et personligt julekort, et oprigtigt spørgsmål eller at ønske god weekend. Medarbejderne mærker det.

Men tillid gør det ikke alene. Hanne peger på, at en ekstra medarbejder i dagvagten blev et vendepunkt. Det gav mere luft til både de faglige opgaver og nærværet med beboerne. For selv det bedste samarbejde kræver, at der er kolleger nok til at få hverdagen til at hænge sammen.

Tillid betyder ikke, at alle bestemmer alt. Louisa træffer også beslutninger, men hun forklarer hvorfor – og det gør det lettere for medarbejderne at bakke op.

Arbejdsmiljø skaber man sammen
Man skulle næsten tro, at medarbejdere og ledelse havde aftalt, hvad de ville sige. Men de fortæller det samme, uafhængigt af hinanden. Og da arbejdsmiljørepræsentant Britta Kræmmer Friberg kommer til, bekræfter hun billedet:

- Arbejdsmiljø er noget, man er fælles om. Det er ikke noget, man står alene med.

Britta har været arbejdsmiljørepræsentant i ni år og oplevet, hvordan Kløvermarken har udviklet sig fra en arbejdsplads med store udfordringer til et sted, hvor samarbejdet fungerer. I dag bliver problemer taget i opløbet, og tillids- og arbejdsmiljørepræsentanten arbejder tæt sammen med ledelsen.

For Britta er læringen klar: Selv et dårligt arbejdsmiljø kan vendes, når alle tager ansvar og løfter i flok.

Det glæder FOA Nordjyllands fagpolitiske leder, Leif Vestbjerg-Nielsen, der også har det overordnede ansvar for arbejdsmiljøområdet i FOA Nordjylland:

- Kløvermarken viser, hvad der kan lykkes, når god ledelse, faglighed og fælles ansvar går hånd i hånd. Det fortjener anerkendelse, og jeg håber, andre arbejdspladser vil lade sig inspirere.

Eleverne afslører, om det gode arbejdsmiljø holder
Man kan sige meget godt om sin arbejdsplads. Men eleverne mærker hurtigt, om ordene holder i virkeligheden.

På Kløvermarken bliver eleverne taget alvorligt. De kommer med til lægebesøg, får faglig sparring og den vejledning, de har brug for. Og de kommer ikke kun for at lære. De bringer også ny viden med sig, som arbejdspladsen kan få glæde af.

- Eleverne er vores bedste ambassadører, fortæller Hanne, der ikke lægger skjul på, at Kløvermarken gerne vil beholde de dygtige elever.

For når eleverne trives og har lyst til at vende tilbage som kolleger, siger det noget vigtigt om både fagligheden og arbejdsmiljøet. Og på Kløvermarken er det netop ambitionen: At være et sted, man har lyst til at blive.

Et godt plejehjem er nemlig ikke kun et sted, hvor medarbejderne trives i dag. Det er også et sted, hvor fremtidens faglærte får lyst til at arbejde. Og i en ældrepleje, der har brug for dygtige kolleger, er det bestemt ikke nogen lille ting.

Giv fagligheden din stemme
FOA Nordjylland står ikke bag indstillingen, men vi bakker gerne op om en arbejdsplads, der viser, hvad dygtige social- og sundhedsmedarbejdere kan udrette, når de får tillid, indflydelse og ordentlige rammer til deres arbejde. For i en tid, hvor faggruppen ofte må lægge ryg til kritik, fortjener de gode historier også at blive fortalt.

Plejecenter Kløvermarken   

Plejecenter Kløvermarken i Koldby er blandt de fem finalister i kampen om titlen som Danmarks bedste plejehjem. Over 120 plejecentre var indstillet til prisen, som Danske Seniorer står bag. Nu håber medarbejderne på at løbe med sejren.

Hunden Walther 

Hunden Walther er også en del af det gode liv på Kløvermarken. Han spreder tryghed og glæde og giver både beboere og medarbejdere anledning til et lille pusterum. Og spørger man fællestillidsrepræsentant Hanne Hedegaard, er Walther faktisk også en oplagt kandidat til prisen som Danmarks bedste.