Bjarne troede, han skulle blive til pensionen – så sagde kroppen stop

En mand, der helst vil have tingene til at stemme
Tal med Bjarne, og man opdager hurtigt, at han har tænkt sit forløb igennem. Han leder ikke efter en skyldig – heller ikke når han fortæller om det, der endte med en sygemelding og et farvel til det arbejdsliv, han havde regnet med, skulle vare til pensionen.

Bjarne er samtidig typen, der gerne vil have tingene til at stemme. Regler, økonomi, medicin og dokumentation. I mange år var det ofte ham, der tog sig af de administrative opgaver ved siden af arbejdet med borgerne.

Da der pludselig var flere sandheder
Måske er det netop derfor, en voldsom episode fik så stor betydning. En udadreagerende borger skubbede først Bjarne i en butik. Senere gik borgeren til angreb på en vagt i sin lejlighed. Bjarne husker vagten komme ud bagefter, drivvåd af sved. En leder blev tilkaldt. Kort efter blev hun også overfaldet. For Bjarne var forløbet voldsomt, men noget andet blev næsten lige så svært at bære bagefter: At oplevelsen ikke længere havde én fælles version.

Han oplevede blandt andet, at lederen blev sparket, mens hun lå på gulvet. Det var ikke sådan, hun selv beskrev det efterfølgende. Bjarne og vagten beskrev derimod ifølge Bjarne hændelsen ens i deres rapporter.

- Det, der kostede på min konto, var, at nogen betvivlede det, jeg havde oplevet.

Det er en sætning, der siger meget om resten af hans historie. For det handlede ikke kun om volden. Det handlede også om at kunne stole på det, man havde set med sine egne øjne – og om oplevelsen af, at noget alvorligt næsten blev gjort til en bagatel.

Bjarne fastholder, at oplevelsen ramte ham hårdt. Men han er samtidig meget bevidst om, at historien ikke er sort-hvid. En leder står også med hensyn og beslutninger, som medarbejderen ikke nødvendigvis kender til.

- Der er mange led i Mariagerfjord Kommune, der skal tilgodeses. Havde jeg selv været leder, havde jeg måske valgt den samme løsning, siger han.

Han kom tilbage – men noget var forandret
Bjarne kom til krisepsykolog, fik supervision og undervisning i at håndtere ophidsede situationer. Og han vendte tilbage til arbejdet.

I flere år gik det godt. Men oplevelsen var ikke væk. Da han igen stod i situationer, hvor borgere var alvorligt syge, havde stærke smerter eller reagerede voldsomt, begyndte hans egen krop at reagere på en måde, den ikke havde gjort før.

Situationer, han tidligere havde kunnet håndtere, kunne nu sætte ham i alarmberedskab. Ved årsskiftet 2025-2026 blev det for meget.

- Min tanke var egentlig, at jeg bare skulle have et par dage.

Sådan blev det ikke.

Når det, man altid har kunnet, pludselig ikke går længere
I begyndelsen troede Bjarne, at han kunne komme tilbage som før. Senere måtte han erkende, at det måske ikke længere var muligt.

Han har siden spurgt sig selv, om mere supervision, andre opgaver eller en periode et andet sted kunne have gjort forskellen. Han ved det ikke.

- Man kan altid være bagklog. Det er svært at se lyset, mens man er i det.

For mennesker, der arbejder med udadreagerende borgere, kan komme til at flytte deres egne grænser. Det, der ville være voldsomt for de fleste, bliver en del af arbejdsdagen. Men det betyder ikke, at man skal kunne holde til alt. Og det betyder heller ikke, at man skal tie, når noget føles forkert.

FOA sad med ved bordet
Undervejs har fagpolitisk leder Peter Christensen fra FOA Nordjylland været med til alle de samtaler, Bjarne har haft om sit forløb – hvad enten bordet har stået hos ledelsen, jobcentret eller andre steder.

Det har betydet, at Bjarne ikke selv skulle holde styr på både følelser, regler og muligheder, når hans arbejdsliv samtidig var blevet usikkert.

Peter Christensen siger:

- Vi håber selvfølgelig, at ingen af vores medlemmer kommer til at stå i en situation som Bjarnes. Arbejder man et sted, hvor vold eller udadreagerende adfærd kan forekomme, skal det tages alvorligt, når en medarbejder siger fra eller bliver ramt. Og sker det alligevel, skal medlemmet vide, at FOA Nordjylland står ved siden af. Også når forløbet bliver langt og vejen videre ikke er tydelig.

Han smækker ikke med døren
For Bjarne er der heller ikke nogen dramatisk afsked med arbejdspladsen.

Han taler varmt om både kolleger og borgere. Nogle af borgerne kom, som han selv siger, ind under huden på ham. I lang tid havde han faktisk forestillet sig, at det var her, han skulle blive frem til pensionen.

Sådan bliver det ikke. Han ved nu, at det næste arbejdsliv skal være noget andet.

Ikke et arbejde med den samme tætte menneskelige kontakt. Ikke et arbejde, hvor han hele tiden skal være klar på det uforudsigelige. Til gengæld kan det meget vel blive et sted, hvor andre sider af Bjarne får mere plads.

For bag den pædagogiske assistent gemmer sig også en administrativ nørd. En mand, der kan lide systemer, dokumentation og orden. En, der gerne vil have noget mellem hænderne – og som efter 42 år på arbejdsmarkedet har haft svært ved pludselig at sidde hjemme uden en opgave at stå op til.

- Jeg mangler noget, jeg skal, siger han.