At bære kulturen videre – midt i arbejdspres og ansvar

Af: Inge-Marie Krøier

Her arbejder social- og sundhedsassistent og tillidsrepræsentant Heidi Blæsberg. Hun er en af dem, der bærer kulturen videre i praksis: ikke med store armbevægelser, men ved at holde fast i fagligheden og skabe overblik i en hverdag, hvor presset kan mærkes.

Fra sommerferieafløser til faglig rygrad
Heidi begyndte i social- og sundhedssektoren som sommerferieafløser i 1993. Siden har hun holdt fast. Hun blev social- og sundhedshjælper i 1995 og social- og sundhedsassistent i 2011 – et valg, der handlede om mere ansvar og mere faglighed.

Det faglige blik fylder stadig meget for Heidi. Hun er optaget af at blive klædt på til fremtiden, fordi opgaverne ændrer sig, og borgerne bliver mere komplekse. Hun nævner blandt andet undervisning i neuropædagogik som noget, der allerede spiller en større rolle – og som kun bliver vigtigere.

Kaas Plejecenter er et demensplejecenter med 22 beboere og 24 ansatte. Heidi har både arbejdet udekørende og på plejecenter gennem årene, og hun ved, at der er stor forskel på, hvordan arbejdspresset rammer – afhængigt af vagtlag og opgaver.

Skiftet der gav arbejdsglæden tilbage – og viste hvad kulturen kræver
Efter mange år i dagvagt begyndte Heidi at mærke, at arbejdspresset satte sig i kroppen. Hun oplevede, at plejen var blevet mere overvældende, og at dagene ofte var præget af højt tempo og mange ensartede, tunge opgaver. Da muligheden bød sig, skiftede hun til aftenvagt og fandt arbejdsglæden igen – men oplevede samtidig, at et andet ansvar følger med, når man er færre på arbejde. Om aftenen står hun ofte som den eneste social- og sundhedsassistent og må holde overblik på tværs af flere opgaver. Det stiller krav til samarbejde, tydelig kommunikation og en stærk faglig kultur, hvor man giver hinanden en god overlevering og et klart fælles fokus. For når hverdagen presser, er det netop kulturen, der afgør, om opgaverne bliver løftet – eller glider.

De små ting, der ikke er små
Når Heidi taler om udfordringer i hverdagen, handler det ikke om at udstille kolleger eller pege fingre. Hun understreger, at kollegerne gør deres arbejde, og at beboerne bliver mødt ordentligt.

Men hun oplever, at nogle små ting kan begynde at glide, når presset bliver stort – og at det kan skabe et skred, hvis man ikke får grebet det.

Et konkret eksempel er skabet med medicinsk udstyr. Heidi fortæller om et skab, som hun på et tidspunkt ryddede op i, smed gammelt ud og satte mærkater på hylderne, så alle kunne se, hvor tingene skulle stå. Men med tiden kan uorden vende tilbage. For Heidi er det ikke et spørgsmål om at være “pylret”. Det handler om sikkerhed – og om at være klar, når noget akut opstår.

“Det må jo ikke gøre, at vi kommer til at mangle en saturationsmåler eller andre medicinske apparater ved akutte situationer. De skal være der, når jeg skal bruge den.”

Det er netop her, kulturbærerrollen bliver tydelig: når man bliver ved med at holde fast i de små ting, fordi man ved, at de kan være afgørende. For Heidi er orden og overblik ikke pynt. Det er en del af fagligheden. Og det er et fælles ansvar.

Når borgerne bliver mere komplekse
Heidi oplever, at beboerne på plejecentret er blevet dårligere og mere komplekse end tidligere. Det betyder flere udfordrende situationer, flere behov og et større krav til faglighed. De arbejder med livshistorier og forsøger at tage udfordringer i opløbet gennem beboerkonferencer og sparring: Hvad kan vi gøre her? Hvad virker? Hvad skal vi gøre anderledes? De prøver at være tro mod de aftaler, de laver med hinanden – for når man står i komplekse situationer, er det fælles retning og samarbejde, der skaber ro.

På et demensplejecenter kan hverdagen hurtigt ændre sig. Nogle beboere kan indimellem være meget urolige og udvise en uhensigtsmæssig adfærd. Der kan også være borgere, der ikke vil spise, og hvor man må tænke kreativt for at sikre, at de får tilstrækkelig mad. Det kræver både faglighed og menneskelig forståelse. Og det kræver, at man kan finde løsninger i situationen – uden at miste respekten for borgeren.

Tryghed – også når man er alene
På Kaas Plejecenter arbejder nattevagterne som udgangspunkt alene. De faste medarbejdere er trygge ved det, men når der er sygdom, og man skal have vikarer ind, kan utrygheden fylde. Plejecentret er et “vågent hus” om natten, hvor beboere kan gå rundt, og hvor der indimellem kan opstå konflikter.

Hvis noget eskalerer, går alarmen til de udekørende i hjemmeplejen. Men de kan være et stykke væk, og der kan gå tid, før hjælpen når frem. Derfor betyder det meget, at man føler sig tryg i opgaven – og at man har en plan. Heidi fortæller, at man forsøger at tage hensyn: Hvis en medarbejder ikke er tryg ved at være alene, kan der komme en ekstra vikar ind. Det handler ikke om at være svag. Det handler om at tage arbejdsmiljø og sikkerhed alvorligt.

At være TR midt i krydspresset
Som tillidsrepræsentant står Heidi ofte i midten. Der kan være forskellig forståelse mellem dagvagt og aftenvagt, og nogle gange kan stemningerne på arbejdspladsen tage fart. Her er en del af kulturbærerrollen at holde fast i, at man ikke gør hinanden til modstandere – men forsøger at forstå hinandens vilkår. Heidi kan selv huske, hvordan det var at være dagvagt, og det gør det lettere for hende at bygge bro.

Hun arbejder også bevidst med, at man ikke skal køre med på en negativ spiral, hvor problemerne kun bliver talt op. Det betyder ikke, at man skal tie. Det betyder, at man skal passe på, at man ikke får talt arbejdsglæden og fællesskabet ned – for så bliver det sværere at løfte opgaven sammen.

Og Heidi siger det meget ærligt: “Vi demotiveres med hinanden og glædes ved hinanden.” Stemninger smitter. Det gør frustration også. Men det gør mod, humor og ordentlighed heldigvis også.

Når man møder ind før tid – og hverdagen ser lettere ud, end den er
En tendens, Heidi er bekymret for, er når medarbejdere møder tidligt for at læse op i systemet, før de går i gang – uden at få løn for det.

Hun forstår godt, hvorfor de gør det. Man vil gerne have overblik og ro. Men som tillidsrepræsentant er hun ikke glad for det, fordi det kan give ledelsen og politikerne et forkert billede af, hvor meget man kan nå. Når man løser opgaver gratis, kan det se ud som om, der er tid nok. Og så bliver det endnu sværere at få ændret de vilkår, der i forvejen presser hverdagen.

Kulturen bæres videre – når vi handler sammen
Kulturbærere er ikke nødvendigvis dem, der altid er positive eller har mest overskud. Ofte er det dem, der får det til at fungere – også når hverdagen presser.

For Heidi handler det om at holde fast i det, der gør en forskel: faglighed, overblik, ansvar og kollegial støtte. Og om at turde sige noget, når små ting begynder at glide, så de ikke vokser sig større.

FOA Nordjyllands fagpolitiske leder Jesper Hejlman Hermansen peger på, at det netop er sådan, man bærer en kultur videre: “At bære kulturen videre handler om, at vi tager ansvar – sammen. Vi skal tage problemer alvorligt og følge op, også på de små ting, for de kan få store konsekvenser. Og vi skal turde gå foran med feedback, åbenhed og handling – både som medarbejdere, tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant.”

Kultur er ikke det, vi siger. Det er det, vi gentager. Og derfor betyder det noget, hvem der holder fast i det rigtige – også når det er svært.