I 41 år har Inger mødt børnene med nærvær, humor og jord under neglene. Hun er det første tidligere FOA Mariagerfjord-medlem, vi portrætterer i FOA Nordjyllands nyhedsbrev – men bestemt ikke den sidste. Foto: Inge-Marie Krøier
Tirsdag den 02.06.2026
56 timer om ugen. Seks arbejdsdage. Og ingen løn. Sådan så virkeligheden ud, da Inger begyndte som dagplejer. Nu siger hun farvel efter 41 år med børn på skødet, jord under neglene og arbejdsglæde i hjertet.
Af: Inge-Marie Krøier
Dengang dagpleje ikke var et rigtigt arbejde Hvis nogen tror, at dagpleje altid har været et anerkendt fag med læreplaner, dokumentation og digitale systemer, så skal de tage en snak med Inger Rasmussen fra Hobro.
Da hun startede som dagplejer i midten af 1980'erne, arbejdede hun fra klokken seks om morgenen til seks om aftenen mandag til fredag - og lørdag fra seks til tolv. I alt 56 timer om ugen.
Og løn? Nej. Dengang kom lederen cyklende forbi med et vederlag.
- Da jeg startede, havde jeg fem børn i dagpleje, og mine egne to børn talte ikke med. Når arbejdsdagen var slut, havde jeg stadig børn at passe, fortæller Inger med et grin.
Dengang blev dagplejen ikke altid taget lige alvorligt. Det gjorde Inger til gengæld. Hun kastede sig over de kurser og den efteruddannelse, der blev tilbudt, og hun var optaget af at styrke sin faglighed gennem hele arbejdslivet.
De løse børn og den sunde fornuft Inger har oplevet en udvikling, som kan overraske mange.
Der var ingen mobiltelefoner. Ingen apps. Ingen digitale læreplaner.
- Det var dengang, der var løse børn, siger hun med et smil.
Når hendes egne børn gik ud ad døren, var de bare børn på eventyr. De kom hjem igen, når det var tid til aftensmad.
I dag er forventningerne til dagplejen markant større. Dokumentation, læreplaner, tidlig opsporing og registrering fylder mere, mens tiden med børnene nogle gange føles mindre.
Men én ting har aldrig ændret sig: relationerne.
Kartofler, kastanjedyr og kærlighed til naturen Gennem 41 år har Inger været kendt for at tage børnene med ud i naturen.
Der blev plantet kartofler i spande, dyrket tomater i drivhuset og lavet kastanjedyr. Der blev lavet pandekager på campingblus i haven, og når regnen kom, rykkede selskabet bare ind i drivhuset. Hyggen fortsatte uanset vejret. For Inger handler dagpleje ikke om flotte dokumenter, men om at give børnene mod på livet.
- Det bedste er at se, at børnene kan begå sig socialt. At de kan skabe relationer og være gode ved hinanden, siger hun.
Arbejdsglæden er stadig intakt Selv om et sygdomsforløb det seneste år satte punktum for arbejdslivet, er bitterhed ikke en del af Ingers ordforråd.
Tværtimod.
Hun har altid mødt mennesker med respekt og godt humør - og forventer det samme tilbage.
- Som man råber i skoven, får man svar. Hvis man behandler andre godt, så behandler de også mig godt, siger hun.
Måske er det netop derfor, hun efter 41 år kan se tilbage på et arbejdsliv uden at have mistet arbejdsglæden. Hun har levet efter sit eget motto: Som man råber i skoven, får man svar. I øvrigt er hun fortrøstningsfuld ved at stoppe – hun har et godt netværk og ser frem til mange flere oplevelser i livet – nu som pensionist.
En fremtid for dagplejen Når Inger ser fremad, er hun ikke bekymret for dagplejens fremtid.
For selv om rammerne har ændret sig, er behovet det samme: nærvær, tryghed og voksne, der ser det enkelte barn.
Dagplejen giver noget særligt, mener hun. Få børn, én voksen og tætte relationer.
Og måske er det netop derfor, at dagplejen stadig har sin plads i fremtidens velfærd.
For børn har stadig brug for nærvær. Forældre har stadig brug for tryghed. Og dagplejen har stadig brug for mennesker, der møder børn i øjenhøjde.
Det er netop den slags mennesker, der har været med til at forme dagplejen gennem generationer.
Mennesker som Inger. Med jord på fingrene, smil i øjenkrogen og en ukuelig tro på, at børn vokser bedst, når de bliver mødt med nærvær, humor og varme.