TID TIL SAMMENHOLD – når hverdagen presses, står vi sammen

Kammerater - kolleger - venner – velkommen til Store Bededag.

I dag er arbejdernes kampdag.

En dag med fællesskab.
Med røde faner.
Med håb.

Og i år…
ja, i år er det også en dag, der burde have været noget andet.

En dag, der engang var Store Bededag.
Men som nu er blevet til… Store Hvededag.

Ikke af Gud.
Ikke af folket.
Men af politikerne der mente, vi lige kunne arbejde lidt mere –

Under Thorning og Corydon forsøgte de – der var det 29 minutter mere
Men denne gang tog SVM-regeringen en hel fridag fra os.
Ikke for sjov. Ikke for tradition.
Men for at få os til at knokle lidt mere.

Og betale til krudt og kugler

Det siger noget om tiden, vi lever i.

Vi står i en urolig verden.
Der er stadig krig i Ukraine.
Krigen slider på mennesker. På håb. På økonomier.

Spændingerne vokser.
Kampen om Hormuz-strædet presser verdenshandlen.

Og det kan mærkes herhjemme.

Brændstofpriserne er høje.

Fødevarepriserne er høje.

I ved det.

Når I tanker bilen.

Når I handler ind.
Samtidig har Sverige sænket momsen på fødevarer.
De handler.
De sænker priserne.

I Danmark?
Der taler vi.
Udskyder.
Og sender regningen videre.

Det er forskellen.

Vi står også i et politisk vadested.
Vi har ingen regering.
Forhandlingerne trækker ud.

Og imens…
går hverdagen sin gang.

Hos jer.
Hos os.
Hos dem, der får samfundet til at hænge sammen - døgnet rundt.

Måske er det pension, de forhandler om.
Hvor længe vi skal arbejde.
Hvor længe kroppen skal holde.

Men lad os sige det, som det er:

Kroppen er ikke en maskine.
Den kan ikke genstartes.

Et slidt knæ er slidt.
En ødelagt ryg er ødelagt.
Et presset sind går ikke bare væk.

Og alligevel bliver der regnet.

Men det er ikke tal, de flytter på.
Det handler ikke om systemet.

Det handler om mennesker.

Det er jeres liv.

Og det er let nok at blive enige om længere arbejdsliv…

hvis man aldrig selv har haft ondt i ryggen af sit arbejde.

Ingen skal gamble med arbejdernes helbred.

Hvis regningen ender hos jer…
så er det ikke bare forkert.

Så er det - for nu at sige det ligeud -
fan’me for uhyggeligt.

Vi vil ikke bare holde længere.

Vi vil holde - uden at gå i stykker.
Og det er ikke til forhandling.

Vi taler meget om mangel på arbejdskraft.

Men sandheden er en anden:

Arbejdskraften findes.
Den er bare blevet slidt op.

Alt for mange forlader fagene.
Ikke fordi de mangler vilje.
Men fordi vilkårene mangler respekt.

Man kan ikke yde omsorg,
når man selv er ved at knække.

I har set det.
Den nye kollega, der forsvinder.

Hvis der fandtes et Danmarksmesterskab i
at få samfundet til at hænge sammen
med for få hænder…

så ville mange af jer stå på podiet.

For det er ikke kun ét fag.
Det er mange.

Det er os i FOA.
Men også jer i 3F.
I Metal.
I HK.
Og alle jer andre.

Det er os alle sammen, der får det til at dreje.

1. maj handler også om arbejdsmiljø.

Retten til IKKE at få ondt i ryggen.
Retten til IKKE at gå hjem med stress.

Men det er alt for ofte jer, der sikrer velfærden, der betaler prisen.

Derfor siger vi klart:

Flere kolleger.
Bedre arbejdsmiljø.
Tid til faglighed.
Respekt.
Ordentlig løn.

For velfærd er ikke en udgift.
Det er en investering.

En fagforening er ikke en bygning.

Det er mennesker.

Og jo flere vi er organiseret -
jo stærkere står VI.

Vi skal være flere.
Vi skal stå tættere.
Vi skal stå sammen.

For solidaritet er ikke gammeldags.
Solidaritet er fremtiden.

Og så er der noget, vi bliver nødt til at sige højt.

For hvem er det egentlig, der træffer beslutningerne?

Over halvdelen af danskerne er faglærte eller ufaglærte.
Men i Folketinget?
Der er det kun omkring hver tiende.

Og det kan mærkes.

For når beslutninger bliver truffet langt fra hverdagen…
så rammer de skævt.

Så rammer de arbejderne.

Og det er nemt nok at lave reformer…
når man ikke selv står op klokken 6 om morgenen

…eller har prøvet at få en vagtplan til at hænge sammen i virkeligheden.

Så til politikerne siger vi:

Lyt til virkeligheden.
Ikke kun til tallene.

Vi mangler ikke dygtige unge.

Se bare DM i Skills.

Men det stopper ikke ved dem, vi hylder på scenerne.

For samtidig står der unge derude,
som bare er startet på arbejde.

Dem, der lige er begyndt.
Dem, der stadig spørger.
Dem, der stadig tror på, at det her kan blive godt.

Og lad os være ærlige:
De kan komme i klemme.

For vi har travlt.

Og så bliver der ikke plads.
Ikke tid. Ikke ro. Ikke overskud.

Vi ser det.
Vi mærker det.
Vi betaler prisen.

Men det er ikke godt nok.

For en god start er forskellen på at blive - eller forsvinde.

Vi mangler ikke unge. Vi mister dem.

Og det er ikke fordi de ikke vil.
Det er fordi vi ikke giver dem en chance.

De skal ikke bare vises rundt.
De skal tages ind.

Hvis de STÅR alene…
så GÅR de alene.

Det er ikke kun ledelsen.
Det er ikke kun tillidsrepræsentanten.

Det er os.

At give plads.
At give tid.
At give en hånd.

For de unge er dem, der skal tage over.

Så hvis vi ikke giver dem en ordentlig start…
hvad er det så, vi forventer, de giver tilbage?

Lad os sige det, som det er:

Vi har ikke råd til at miste én eneste.

Så når en ung forsvinder…
så er det ikke bare ærgerligt.

Så er det et svigt.
Ikke bare af dem.
Men af os.

Tag de unge ind.
Tag din kollega med.

For fællesskab er ikke noget, vi taler om.
Det er noget, vi gør.

Som man siger i dag:
Alene er du hurtig. Sammen kommer vi længst.

Og det gælder også her.
For alene kan man klare én vagt.
Men SAMMEN GØR VI FORSKELLEN

Og hvis vi ikke gør det…

så bliver det fan’me alvorligt.

For uden dem… (de unge)
er der ikke noget “os”.

Og det er jo det, det hele handler om.

Om os.

Ikke dig.
Ikke mig.

Men os.

Sammenhold og fællesskab

Kammerater.

1. maj handler ikke kun om fortiden. Det handler om nutiden. Og om fremtiden.

Så lad os sige det, så det kan høres:

Vi rejser os.
Vi taler højt.
Vi står sammen.

For os selv.
For hinanden.
For dem, der kommer efter.

For ja - man kan afskaffe en helligdag.

Men man kan ikke aflyse os.

Ikke så længe vi står sammen.

For vi har prøvet det før.
Vi har set rettigheder blive taget fra os.
Og vi ved én ting:
Det sker kun, hvis vi finder os i det.

Og det gør vi ikke!

Det er nu TID TIL SAMMENHOLD

Tak for ordet - god 1. maj