"Det er lige fedt hver gang. Jeg går hjem med gejst og energi til at arbejde videre som tillidsrepræsentant," siger hun. For Vendela handler TR-træffet ikke kun om at lytte – men om at blive klædt på til at stille de rigtige spørgsmål, skabe konkrete krav og styrke det faglige fællesskab på arbejdspladsen.
Foto:
Anja Søe
Vendela til TR-træf: Når faglighed og fællesskab giver ny energi
Den 2. september satte FOA gang i overenskomstforberedelserne med et stort TR-træf i Fredericia, hvor 1.700 tillidsvalgte fra hele Danmark var samlet – heriblandt 91 tillidsrepræsentanter fra FOA Nordjylland og seks repræsentanter fra den politiske ledelse. Dagen bød på oplæg, workshops og debat om løn, arbejdsvilkår og velfærdens fremtid.
Af: Inge-Marie Krøier
Alle deltagere fra Nordjylland blev transporteret i busser med forplejning undervejs, og stemningen var præget af engagement og fællesskab.
Lige fedt hver gang
For social- og sundhedsassistent Vendela Pedersen var det anden gang, hun deltog – og igen gik hun derfra med ny energi og motivation. "Det er lige fedt hver gang. Jeg går hjem med gejst og energi til at arbejde videre som tillidsrepræsentant," siger hun. For Vendela handler TR-træffet ikke kun om at lytte – men om at blive klædt på til at stille de rigtige spørgsmål, skabe konkrete krav og styrke det faglige fællesskab på arbejdspladsen.
Værdien af velfærd skal anerkendes
Vendela blev en smule provokeret af oplægget om nationaløkonomi og værdifastsættelsen af service. "Vi leverer en service hver dag – i hjemmeplejen og på plejehjemmene – og den skal værdisættes som det produkt, det faktisk er," siger hun. Hun peger på, at opgaverne bliver mere komplekse, og at kompetencer som fx mentalisering og andre fagspecifikke erfaringer ikke altid bliver anerkendt eller belønnet. Det er en udfordring, når erfaring ikke afspejles i lønnen.
Fællesskab og faglig styrke
Noget af det stærkeste Vendela tager med sig, er følelsen af at være en del af et fagligt fællesskab. "Det var fedt at være sammen med andre, som brænder for TR-arbejdet – nøjagtig som jeg. Jeg blev både styrket og udfordret i mine egne holdninger," siger hun.
Hun fremhæver, at diskussionerne gav stof til eftertanke og nye perspektiver.
Erfaring skal belønnes
Vendela har mere end ti års erfaring – men er allerede på højeste løntrin. "Vi går ikke i stå – vi udvikler os hele tiden. Men det bliver ikke belønnet, og det gør det svært at fastholde de erfarne," siger hun. Når det gælder OK26 efterlyser hun bedre muligheder for anerkendelse af erfaring og kompetenceløft, så det også kan betale sig at blive i faget og bidrage eksempelvis som mentor og ressourceperson.
Kom med dine ønsker til din nye overenskomst