Shena Ismaeeli er social- og sundhedsassistent, arbejdsmiljørepræsentant og oplæringsvejleder – med hjertet i både faglighed og fællesskab og derudover er hun også eden alternativ nøgleperson på Skipper Klement demensplejehjem i Aalborg Kommune. Foto: Inge-Marie Krøier
Mandag den 10.11.2025
På Skipper Klement demensplejehjem i Aalborg arbejder arbejdsmiljørepræsentant Shena Ismaeeli målrettet med psykologisk tryghed og trivsel. Med opbakning fra både ledelsen og FOAs arbejdsmiljøkonference har hun igangsat konkrete initiativer, der styrker det kollegiale samarbejde og forebygger psykisk pres.
Af: Inge-Marie Krøier
For Shena handler det om at skabe en arbejdsplads, hvor man møder ind med glæde – og går hjem med overskud.
Trivsel starter med tillid Efter deltagelsen i FOAs arbejdsmiljøkonference i Sæby besluttede Shena at sætte ekstra fokus på trivslen på plejehjemmet. Ledelsen bakker op om indsatsen – ikke kun som et begreb, men som en reel og målrettet indsats i hverdagen.
"Vi snakker ikke kun om trivsel – vi arbejder aktivt med den. Det handler om, hvordan vi har det som mennesker, ikke bare som medarbejdere." – Shena Ismaeeli
Fra røde dage til handling Hver mandag sætter Shena tid til at gennemgå hændelsesloggen, hvor kollegerne registrerer belastende vagter som "røde dage". Systemet bruges til at spotte mønstre og forebygge nedslidning. Når en medarbejder markerer en rød dag, bliver vedkommende kontaktet af ledelsen, som spørger ind til årsagen og hvad der kan ændres for at lette presset. Det skaber tryghed og viser, at der bliver lyttet. Shena følger op og handler på loggen sammen med Jakob Thøgersen, som er leder af Skipper Klement demensplejehjem i Svenstrup, Aalborg.
Psykologisk tryghed i praksis På plejehjemmet er det vigtigt, at man kan sige fra – og blive hørt. Shena har selv benyttet Aalborg Kommunes sundhedstilbud, Kia Pro, og fået konkrete redskaber til at håndtere svære samtaler og samarbejdssituationer.
Jeg har lært at sige: ”Jeg kan mærke, at jeg er psykisk presset for tiden, og jeg har derfor brug for en pause for at passe på mig selv og bevare mit overskud. Og ledelsen har taget det alvorligt. Det gør en kæmpe forskel.” – Shena Ismaeeli Kia Pro tilbyder blandt andet psykologsamtaler, og Shena oplever, at flere kolleger har haft glæde af tilbuddet. Hun understreger, at det ikke skal ses som et tegn på svaghed at søge hjælp – tværtimod. Det skal være en naturlig del af kulturen, at man støtter hinanden, også når noget er svært – selv hvis det ikke direkte handler om arbejdet.
Sproget former kulturen Shena er opmærksom på, hvordan sproget påvirker arbejdsmiljøet. Hun taler ikke om "travlhed", men om "at have meget at se til", og hun bruger begreber som "psykisk pres" for at skabe klarhed og åbenhed. Når sproget ændres, ændres kulturen. Det handler om at signalere, at det er helt i orden at sige fra.
"Vi arbejder for en fælles sprogramme og forståelse. I hvervet som arbejdsmiljørepræsentant samarbejder jeg tæt med ledelsen om at skabe rammer, der både er tydelige og giver plads til, at vi som medarbejdere kan handle ud fra, hvad vi vurderer, er rigtigt i situationen. Det giver god trivsel i dagligdagen." – Shena Ismaeeli
Faglighed og fællesskab Som oplæringsvejleder og nøgleperson for elever og ufaglærte arbejder Shena for at give nye kolleger en tryg og faglig start. Hun har fokus på at styrke både den enkeltes faglighed og fællesskabet. På plejehjemmet gør de alt for at passe på hinanden – og det starter med en god opstart.
Ambitioner med hjertet på rette sted Shena har netop afsluttet kursusforløbet Nysgerrig på ledelse og har ambitioner om at blive assisterende leder. Men hendes fokus på arbejdsmiljøet er uændret. Selvom hun drømmer om en lederrolle, slipper hun ikke arbejdsmiljøet – for hende er det ikke bare et ansvar, men selve fundamentet for den arbejdsplads, hun drømmer om at lede.
"Trivsel og psykologisk tryghed er nøglen til en velfungerende arbejdsplads – og det er værdier, jeg vil tage med mig, den dag jeg selv bliver leder." – Shena Ismaeeli