Fra venstre Maria Thinggaard og Lone Dalberg Kristoffersen, der fortæller, at overgangen til Borgerens Faste Team har været en udfordrende, men givende rejse. Deres erfaringer viser, at teamarbejde kan føre til både faglig og personlig udvikling, og at det kan skabe en mere sammenhængende og tryg oplevelse for borgerne. (Se evt. fakta om Borgerens Faste Team i Aalborg nederst på siden)
Foto:
Inge-Marie Krøier
Styrket faglighed gennem teamarbejde: Lone og Marias rejse
De erfarne social- og sundhedsassistenter Lone Kristoffersen og Maria Thinggaard har arbejdet i forsøgsordningen i Team Humlebakken i 2,5 år. De valgte selv at være en del af forsøgs-teamet, som skulle afprøve arbejdsmetoden med teams. Her kom de til at arbejde meget mere tværfagligt med social- og sundhedshjælpere, sygeplejersker, en ergoterapeut og kvalitetsmedarbejdere samt andre fagpersoner, der er involveret i borgernes syge- og hjemmepleje. Ingen af dem har fortrudt valget.
Af: Inge-Marie Krøier
Det er Aalborg Kommune, der per 1. april 2025 har implementeret en ny arbejdsmetode i hele hjemmeplejen, hvor alle arbejder i tværfaglige teams. Formålet med teamarbejdet er at skabe en tryg og sammenhængende oplevelse for borgerne. Ved at organisere hjemmeplejen og sygeplejen i tværfaglige teams, kan Aalborg Kommune møde borgerne med den rette faglighed og de bedste kompetencer. Dette sikrer, at borgerne får den nødvendige hjælp og pleje, når de har brug for det, og at der er kontinuitet i den daglige omsorg.
Udfordringer og læring
Overgangen til teamarbejde i 2022 var ikke uden udfordringer. Lone beskriver starten som kaotisk, hvor kørelisterne ikke fungerede, og der var mange usikkerheder. Maria tilføjer, at de tidligere var styret af tid og kontrol, men nu er der mere frihed og tillid til at udføre deres arbejde. De skulle vænne sig til ikke at være aktivitetsstyret og kunne tage ekstra tid hos en borger, hvis det var nødvendigt. Selvom borgerne ikke blev påvirket negativt, oplevede de ansatte en usikkerhed, mens de navigerede gennem de nye arbejdsmetoder
Katrine Porsborg Larsen har siden 2022 været leder af borgerens faste faglige team i Team Humlebakken, som dækker det centrale hjemmeplejedistrikt i Aalborg. Om arbejdet i teams siger hun: "Det vigtigste er at sikre, at alle lærer hinanden at kende – du får ikke et godt samarbejde uden at lære hinanden bedre at kende. Der skal investeres tid i at mødes, og den opgave skal ikke forceres."
Faglig udvikling
Teamarbejdet har bidraget til en betydelig udvikling af fagligheden. Lone og Maria arbejder nu meget mere rehabiliterende og har fokus på at inddrage borgerne i deres egen pleje. Maria fortæller, at de har ugentlige rehabiliteringsmøder, hvor de prioriterer at gøre borgerne selvhjulpne. Lone nævner, at de har investeret tid i at lære borgerne at klare opgaver selv, hvilket har resulteret i, at mange borgere nu kan mestre deres eget liv og eksempelvis selv tage støttestrømper på. Her tilføjer Katrine: "At arbejde i teams er en gave til både social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter – der er også social- og sundhedshjælpere, som har dygtiggjort sig og vi shiner alle ved at lykkes og udvikle os, når vi løser nye opgaver."
Personlig udvikling
Lone og Maria har også oplevet personlig udvikling gennem teamarbejdet. Lone beskriver, hvordan de er blevet mere selvstyrende og kan tilpasse deres arbejde efter borgernes behov. Maria fremhæver, at de nu har borgeren i centrum og kan arbejde mere effektivt og meningsfuldt. Maria siger: "Jeg er nu glad hver dag. Det er en ny type glæde – jeg kan gøre det efter mine borgeres behov. At være med i en sygeplejeklinik og få lov til at håndtere sår giver sindssygt meget. Sygeplejerskerne nyder godt af, at de kan oplære os i de små simple sår, og vi kan også supplere med input til sygeplejerskerne."
Lone tilføjer: "Personligt har jeg rykket mig rigtig meget. Vi skal stadig have en sygeplejerske til at have det overordnede ansvar, men nu er vi mere opmærksomme på hinandens kompetencer. At vi taler om fagligheden, smitter af på alle. Vi kan ikke undvære de vigtige øjne på borgeren – vi deler den viden, og det er med til at spare penge – eksempelvis at en social- og sundhedshjælper observerer et begyndende sår."
Katrine er meget enig i faggruppernes faglige udvikling. Den eneste bekymring, hun har, er risikoen for, at en faggruppe udelukkende skal løse komplekse opgaver i løbet af en dag. For at modvirke det forudser hun, at det kræver en vedvarende kompetenceudvikling. "Det er vigtigt, at vi ruster faggrupperne til fremtiden og sikrer, at de ansatte kan klare de sværere opgaver, så de ikke bliver drænet mentalt."
Gode råd til andre som arbejder i teams
Lone og Maria har nogle gode råd til andre, der skal starte med teamarbejde. De understreger vigtigheden af teambuilding og at lære hinanden at kende. De anbefaler at være tålmodige og åbne for at lære nyt. Det er vigtigt at huske, at teamarbejde tager tid, og at man skal være villig til at tilpasse sig de nye arbejdsmetoder. Lone siger: "Husk, I skal ikke være som Team Humlebakken – I bliver begejstrede, men vær tålmodige med alt det nye. Vi tager de opgaver, der er foran os, og det betyder, at en sygeplejerske godt kan smøre en mad, hvis det giver mening. Sund fornuft er at foretrække. Det gør, at vi lærer kollegerne at kende på en ny måde."
Katrines gode råd til andre som skal arbejde i teams er: Teamarbejde giver nye muligheder, men det er vigtigt, at man går ind til samarbejdet med et åbent sind og ser mulighed for udvikling.
Udvikling og fremtidige muligheder
Overgangen til Borgerens Faste Team har været en udfordrende, men givende rejse for Lone og Maria. Deres erfaringer viser, at teamarbejde kan føre til både faglig og personlig udvikling, og at det kan skabe en mere sammenhængende og tryg oplevelse for borgerne. Selvom starten var hård, har de ikke fortrudt deres valg og ser frem til at fortsætte med at udvikle deres faglighed og arbejde i teams.
FOA Nordjylland støtter Borgerens Faste Teams: En fremtid med styrket faglighed og samarbejde
Sektoransvarlig for social- og sundhedsområdet Jesper Hejlman Hermansen udtaler: "Vi som fagforening er positive overfor Borgerens Faste Teams i Aalborg Kommune, der satser på fremtiden. Vi har i FOA centralt været med til at komme med oplægget, og det har været med i sektorens målprogram – fx i oplægget: 'Vi ses i morgen.' Der har længe været fokus på kontinuiteten og fagligheden.
Selvfølgelig vil der altid være dilemmaer og udfordringer ved at overgå til Borgerens Faste Teams, men det er vores formodning, at det bliver rigtig godt. Det handler også om fortsat at sikre den faglige kvalitet og at der hele tiden tænkes på at have den attraktive og gode arbejdsplads. Det kræver blandt andet fokus på flerfaglighed og tværfaglighed samt respekt og anerkendelse for hinandens kompetencer og uddannelsesmæssige baggrund."
Vi ses i morgen er de vigtigste ord i en forandret og forbedret ældrepleje
Fakta om: Borgerens Faste Team i Aalborg
- Dækker hele Aalborg Kommune: Omfatter alle borgere i kommunen.
- Opdelt i 14 distrikter: Hvert distrikt har sit eget team.
- Tværfaglige teams: Hvert distrikt består af mindre teams med forskellige fagligheder.
- Sygeplejeklinikker: Teamsene bemander også lokale sygeplejeklinikker.
- Samarbejde med Myndighed og Rehabilitering: Arbejder tæt sammen for at sikre helhedsorienteret pleje.
- Færre medarbejdere i hjemmet: Målet er, at borgerne møder så få forskellige medarbejdere som muligt.