Vi vil gerne give bud på et bæredygtigt arbejdsmarked. Lad os komme af med den unødvendige dokumentation og hellere få tid ansigt til ansigt med børn, de unge og de gamle.
Foto:
Inge-Marie Krøier
Faglig kommentar til Arbejderen - På sporet af et bæredygtigt arbejdsliv
Fremtidens udfordringer i den kommunale velfærd er ikke en udfordring, som kommunalpolitikere alene kan løse gennem forventningsafstemning mellem politikere og borgere. Det er et krydspres og et arbejdspres for alle vores medlemmer, som står i fronten og hver eneste dag leverer den borgernære velfærd. Det er dem, der har brug for et bæredygtigt arbejdsliv.
Af: Kristian Gaardsøe
Kunstig intelligens er ikke nok
Hvordan kan vi forvente, at vores medlemmer skal løse fremtidens udfordringer alene med kunstig intelligens? Der skal hænder og faglighed til, og det er netop det, vores medlemmer leverer ude i kommunerne og regionerne. Til denne opgave har de brug for flere kolleger, flere ressourcer og arbejdsgivernes vilje til at uddanne fremtidens medarbejdere.
Fagbevægelsen og bæredygtig velfærd
Fagbevægelsen, herunder FOA Nordjylland, tager gerne samtalen om den bæredygtige velfærd. En velfærd, der kun kan blive bæredygtig, når vi taler om kommunernes og regionernes økonomi i spændet mellem budgetter, medarbejderne, der leverer velfærden, og borgerne, der skal modtage den.
Ansatte under pres: Tid til forventningsafstemning
Hvorfor har vi en tendens til at ville tilfredsstille borgerne frem for de ansatte? Hvorfor hører man ikke mere om dem, der leverer ydelsen? Hvorfor er de nærmest usynlige? Lad os få forventningsafstemningen på plads og involvere dem, der leverer velfærden. Politikerne sætter de ansatte under pres – penge gør det ikke alene. Hvis vi skal have en bæredygtig velfærd, skal vi også have en inddragelse af de ansatte og dem, der leverer velfærden.
Manglende lærepladser og faglighed
Hvordan kan det være, at kommunerne ikke længere opfylder lærepladsaftalen? Hvor er fagligheden henne? Hvorfor sender de ikke de ansatte afsted? Er der plads til fagligheden? Hvorfor fylder de ufaglærte stadig så meget? Hvordan kan sidemandsoplæringen fungere? Oplæringsvejledere udfører et vigtigt arbejde, men er de oplært til det?
Stresset arbejdsliv: Teknologi er ikke løsningen
På mange områder halter det, og det gør, at det kan blive et stresset arbejdsliv for dem, der leverer velfærden. Teknologi gør det ikke alene – vi har brug for mennesker ude i det virkelige liv. Der er stadig nogen, der skal gøre en indsats og tale om det.
Vi vil gerne give bud på et bæredygtigt arbejdsmarked. Lad os komme af med den unødvendige dokumentation og hellere få tid ansigt til ansigt med børn, de unge og de gamle.