Når arbejdet skader dig – FOA hjælper dig videre

En arbejdsskade kan ramme både fysisk og psykisk – og det sker oftere, end man tror. Det kan være en rygskade, en skulderskade, vold, trusler eller psykiske belastninger, som sætter sig i kroppen og sindet. Uanset hvad du har været udsat for, er det vigtigt at vide: Du står ikke alene.

Af: Inge-Marie Krøier

FOA Nordjylland hjælper dig med din sag
"Vi kan hjælpe dig med en arbejdsskadesag, hvis du er kommet ud for noget på dit arbejde," siger Leif Vestbjerg-Nielsen, fagpolitisk leder i FOA Nordjylland. Han opfordrer til, at man kontakter FOA så tidligt i forløbet som muligt – for jo før du får hjælp, jo bedre kan vi hjælpe dig.

Dokumentation og anmeldelse er afgørende
Hvis du har været ude for en ulykke, er blevet syg af dit arbejde eller har været udsat for vold eller trusler, er det vigtigt, at du anmelder og dokumenterer hændelsen – også hvis der er tale om en psykisk arbejdsskade. Vurderer du, at der kan være grundlag for at strafforfølge borgeren, skal hændelsen anmeldes til politiet inden for 72 timer – og helst så hurtigt som muligt.

Fra den 1. januar 2025 gælder der nye regler: Vold og trusler om vold, der sker fra denne dato og frem, skal som hovedregel meldes til arbejdsgiverens forsikringsselskab. Det er derfor vigtigt, at du kontakter FOA Nordjylland så tidligt som muligt, så vi kan hjælpe dig med at sikre korrekt anmeldelse og støtte dig i processen.

Du kan have ret til erstatning
En arbejdsskade kan give ret til både erstatning og godtgørelse – men det kræver, at sagen er anmeldt korrekt og i tide. Derfor er det vigtigt, at du tager kontakt til din arbejdsmiljørepræsentant eller FOA Nordjylland, hvis du er i tvivl om, hvad du skal gøre.

Kontakt os – vi er her for dig
FOA Nordjylland står klar til at hjælpe dig med at finde vej i reglerne og sikre, at du får den støtte, du har krav på. Jo tidligere du rækker ud, jo bedre kan vi hjælpe dig.