Elin fra 8. klasse hygger med Hedvig på 98, mens Else på 96 lægger et træk med den røde brik. Ludo binder generationer sammen – og gør torsdagen lidt sjovere. Foto: Inge-Marie Krøier
Fredag den 05.12.2025
Et nyt valgfag på Vejgaard Østre Skole giver unge en unik mulighed for at komme tæt på ældre borgere og opleve, hvordan små handlinger kan gøre en stor forskel. Hver torsdag eftermiddag rykker relationer ind på skemaet – og det skaber både livsglæde og nye perspektiver.
Af: Inge-Marie Krøier
Fra idé til virkelighed – et valgfag med mening Det hele begynder som en lille idé, som lærer Charlotte Østergaard Barslev, præsenterer for sine elever. Hun forventer ikke den store interesse – men responsen overrasker hende.
”Vi tror først, det bliver en niche, men eleverne synes med det samme, at det er en virkelig fed idé,” fortæller Charlotte.
Valgfaget Gør en forskel bliver hurtigt så populært, at det må deles i to hold, så alle kan få lov til at prøve. I stedet for et helårsfag er det nu halvårligt, og det åbner døren for flere unge til at opleve, hvad det vil sige at gøre en forskel for andre.
De unge lagde ud med et besøg på SOSU Nord, hvor eleverne fik konkrete tips til, hvordan man skaber god kontakt med ældre og demente borgere. Det blev en inspirerende start, der gav dem en forsmag på, hvad valgfaget handler om: at gøre en forskel i praksis.
Alle hænder på brættet! Hedvig flytter den grønne brik, mens Elin og Nicoline peger og vurderer næste træk. Ludo som generationsbro – med masser af koncentration.
Når unge møder ældre – relationer på skemaet Hver torsdag eftermiddag går 16 piger fra 8. klasse til Lundbyecentret i Vejgaard. Her besøger de beboere på plejecentret – altid de samme, så der kan opstå relationer.
De unge kommer med åbent sind og masser af initiativ. Nogle spiller kort eller kongespil, andre tager en snak om billeder, minder eller dagens nyheder. En dag blev der sunget sammen, en anden dag gik turen til kirkegården med en lanterne til en grav.
”Det er sjovt, for vi lærer noget nyt hver gang – indimellem bruger de nogle andre ord end vi gør,” fortæller Elin, mens hun og Nicoline koncentreret spiller ludo med Else og Hedvig på 96 og 98 år. Samtalen går fra reglerne i spillet til livserfaringer: Else ønsker bestemt ikke at blive 100, mens Hedvig ser frem til det. De unge lytter opmærksomt og spørger ind.
”Nu skal du ikke slå mig hjem igen,” griner Nicoline, mens hun hjælper med at flytte Hedvigs brikker i den rigtige retning. ”Vi hjælper hinanden – og det er hyggeligt,” tilføjer Elin.
Fokus og fællesskab! Nicoline guider Hedvig på 98, mens den grønne brik rykker frem på ludo-brættet. Små skridt og stor koncentration.
Små handlinger, stor betydning Der er ingen pleje i det, eleverne laver – kun nærvær og underholdning. Det kan være at lakere negle, spille brætspil eller tage en gåtur. For nogle beboere er det dagens højdepunkt.
I skønhedssalonen er tre piger i gang med neglelak, mens snakken går. ”Jeg kunne godt tænke mig sådan et job en dag,” siger Emma, mens hun koncentreret lægger blågrøn farve på en beboers negle. ”Hvis der bliver plads, vil jeg helt sikkert vælge det her valgfag igen.”
En af beboerne smiler og siger: ”Vi har det godt her – og de ansatte gør det godt. Men når I kommer, bliver det ekstra hyggeligt.”
Neglelak og nærvær! Emma giver blågrønne negle, mens snakken går om valgfaget og det at gøre en forskel. Små øjeblikke – stor betydning.
Når sangen samler generationer I en anden klynge synges julesange og salmer. Hele bordet stemmer i med ”Det kimer nu til julefest” og ”Højt fra træets grønne top”. Efter sangen er timen gået, og de unge siger tak for i dag.
”Hvor er I dygtige til at synge,” lyder det fra en af de ældre. ”Det har været hyggeligt i dag – vi synger igen næste gang.” En af pigerne svarer med et smil: ”Jeg tager noder med næste gang og øver mig på ’Dejlig er jorden’.”
Fællessang og julestemning! Charlotte leder an, mens unge og ældre synger julesange og salmer i kor. Et bord, en melodi – og masser af varme stemmer.
En lærers håb for fremtiden Valgfaget giver eleverne et indblik i en verden, der er langt fra deres egen. De møder livshistorier, ensomhed og sårbarhed – og lærer, at relationer kan gøre en forskel. Charlotte håber, at oplevelserne tænder en gnist hos nogle af eleverne:
”Vi har også besøgt Hospice Vangen. Eleverne var skeptiske i starten, men efter rundvisningen sagde de: ’Hold da op, hvor er det godt, at nogen gør noget godt i den sidste tid.’ Det er en øjenåbner.”
Med sangbogen i hånden! Beboeren er ivrig efter at finde den næste melodi – og glæder sig allerede til næste torsdag, når pigerne igen besøger Lundbyescentret.
Sådan kommer du i gang – gode råd til andre skoler Charlotte opfordrer andre skoler til at tage kontakt til lokale plejecentre: ”Det er ikke hokus pokus. Start med at finde et plejecenter i gåafstand og tag en snak med lederen. De fleste er åbne for samarbejde – og det kan blive starten på noget rigtig godt.”
FOAs perspektiv – vi har brug for flere med hjertet på rette sted Fagpolitisk leder Jesper Hejlman Hermansen ser initiativet som et vigtigt skridt:
”Det er fantastisk at se unge få øjnene op for, hvor meget man kan gøre for andre mennesker. Vi står over for en fremtid, hvor der bliver brug for mange flere med hjertet på rette sted og lysten til at gøre en forskel – også på ældreområdet. Initiativer som dette er med til at bygge bro og inspirere til en karriere, hvor omsorg og nærvær er i centrum.”