FOA inviterer: Faglighed, fællesskab og oplevelser tæt på dig

Mere end bare et medlemskab: Som medlem af FOA Nordjylland får du adgang til meget mere end blot faglig støtte – du bliver en del af et levende fællesskab med masser af muligheder for at engagere dig, lære nyt og møde kolleger på tværs af kommunegrænser.

Af: Inge-Marie Krøier

Netværk tæt på dig
FOA Nordjylland er bygget op omkring kommunenetværk og regionsnetværk, hvor netværksledelserne står for at planlægge og afvikle aktiviteter tæt på medlemmernes hverdag. Det betyder, at du som medlem har mulighed for at deltage i arrangementer, der er relevante for netop din arbejdsplads og din kommune.

Politisk indflydelse – din stemme tæller
Vil du være med til at påvirke beslutninger? Så er de politiske aktiviteter noget for dig. Her kan du deltage i dialogmøder med lokale politikere, hvor du kan dele dine erfaringer og forslag til forbedringer på arbejdspladsen. Du kan også være med til første behandling af kommunale og regionale budgetter – sammen med dine kolleger.

Faglig opdatering – styrk din viden
FOA Nordjylland tilbyder også faglige arrangementer, hvor du kan blive klogere på alt fra ferieloven og arbejdstidsregler til overenskomster. Det er en oplagt mulighed for at få opdateret din viden og stille spørgsmål til eksperter.

Sociale oplevelser – fællesskab i fokus
Fællesskab handler også om at have det sjovt sammen. Derfor byder FOA Nordjylland på sociale aktiviteter som guidede ture i Rebild Bakker, ølsmagning med formanden og virksomhedsbesøg i lokale kommuner. Her er der plads til både hygge og netværk.

Find din næste aktivitet
Er du nysgerrig? Så besøg www.foa.dk/foa-nordjylland og kig i aktivitetskalenderen. Her finder du alle kommende arrangementer – og du kan frit tilmelde dig aktiviteter på tværs af kommunegrænser.