Flemming – portøren med håndelag, hjerte og historie

Af: Inge-Marie Krøier

Nu nærmer han sig sin sidste vagt – og FOA hylder en rollemodel, der har gjort en forskel for både patienter og kolleger.

Han begyndte sin karriere i 1971 på Kommunehospitalet i København, og han har fulgt udviklingen i sundhedsvæsenet tæt – fra håndsving til elektriske senge, fra faste vagthold til mere flydende vagtplaner. I dag arbejder han tre dage om ugen i en seniorstilling, og han er stadig fleksibel, når vagtplanen skal gå op.

Empati i praksis
Flemming har en særlig evne til at møde mennesker med den rette tilgang. Han ved instinktivt, hvornår der skal tales, og hvornår stilheden gør mest gavn. Det er en evne, han har forfinet gennem et langt arbejdsliv, og som har gjort ham til en tryg og rolig støtte for utallige patienter. Mange husker ham – ikke for hans titel, men for den måde han var der på. Det er ikke sjældent, at pårørende stopper ham for at sige tak, fordi han gjorde en forskel i en svær stund.

En rollemodel med ro og respekt
Selvom Flemming har haft mulighed for at modtage Dronningens fortjenstmedalje – både efter 40 og 50 år i tjeneste – har han sagt nej tak. For ham har jobbet aldrig handlet om hæder og anerkendelse, men om at møde mennesker, der hvor de er. Det er en tilgang, der har fulgt ham hele vejen – også i de mest krævende funktioner.

Han har blandt andet arbejdet i kapellet, hvor han blev konfronteret med livets mest sårbare sider, men formåede alligevel at bevare roen og lade arbejdet blive på hospitalet. Det har været en livsindstilling: at være til stede med respekt og nærvær, men uden at lade det tynge. Størstedelen af tiden har han haft sin gang i portørcentralen, men han har også afløst på operationsgangen og andre afdelinger, hvor hans rolige væsen og erfaring har været en uvurderlig ressource.

Et arbejdsliv i bevægelse
Flemming har aldrig haft en håndværker i sit hus og aldrig haft en sygedag på grund af ryg eller ben. Han har løftet hundredvis af patienter gennem årene og har stadig håndelaget i behold. Fysisk har han klaret sig bemærkelsesværdigt godt. Motion dyrker han ikke i et fitnesscenter – han har sin træning fra et liv som håndværker på eget hus, børnenes og fra arbejdet i sin egen have og to andres, som han har lovet at passe så længe de lever.

FOA-medlem af overbevisning
Flemming er FOA-medlem af solidaritet, ikke af nødvendighed. Han har aldrig været arbejdsløs, og i dag går han ikke så meget op i løn, som han gjorde engang. Han får pension og udbetaling fra PenSam, og han har fundet en god balance mellem arbejde og fritid.

De små øjeblikke der gør forskellen
Flemming har gennem årene oplevet både det pudsige og det dramatiske – og det er ofte de små øjeblikke, der har gjort størst indtryk. Som dengang han sad fast i en elevator med en patient, og situationen blev så kritisk, at der måtte gives medicin gennem en smal sprække i døren. Eller da han blev og hjalp en ung kvinde, selvom han egentlig havde fri. Hun havde det ikke godt, og Flemming valgte at blive, løftede hende tilbage i stolen og senere i seng. Hun gav ham en krammer, og han var ikke i tvivl om, at hun satte pris på hans indsats.

“Det er de små episoder, der gør, at jeg virkelig værdsætter det her job,” siger han med overbevisning.

Der har også været øjeblikke med uventet anerkendelse – som da en søn genkendte hans navn og takkede ham for den måde, han havde behandlet moren på. Eller om patienten, der meldte ud, at Flemming også havde kørt ham for 45 år siden. For Flemming er det netop sådanne møder, der giver arbejdet mening. Ikke de store ord, men de stille taknemmelige blikke og den gensidige respekt, der opstår i mødet mellem mennesker.

En værdig afslutning
Nu nærmer afslutningen sig. Den 1. maj 2026 stopper Flemming, samtidig med at Aalborg Sygehus Syd lukker og flytter til det nye universitetshospital. Dermed har han været med til at lukke to hospitaler – og slutter et arbejdsliv, der har været både bemærkelsesværdigt og betydningsfuldt.

Flemming har aldrig søgt rampelyset, men han har været en rollemodel for kolleger og en støtte for patienter. Han har sjældent hævet stemmen – og har aldrig været oppe at skændes eller blevet kaldt til samtale. Det er snarere med sin ro, sin erfaring og sin menneskelighed han har sat et aftryk. Et aftryk, der ikke kan måles i medaljer – men i respekt.

“Jeg har ikke været portør, fordi jeg skulle have en medalje, men fordi jeg kunne lide mit job.”