Dorte Laulund begyndte som dagplejer efter hun fyldte 50 – og hun har ikke fortrudt valg af ny karriere. ”Jeg elsker mit arbejde."
Foto:
Inge-Marie Krøier
Dagplejens Dag i Nibe blev en fest med hjerter og teater
Dagplejen i Nibe markerede Dagplejens Dag med et særligt fokus på nærvær og fællesskab – og det blev gjort med både hjerte og kreativitet. Lokalt har de i flere år haft et samarbejde med Nibe Kirke og således også i år, hvor kirken havde inviteret alle de kommunale dagplejere. Det passede fint i tråd med den inspiration, som de havde fået fra Aalborg Kommune, hvor de havde fået en kasse med farvekridt, så de kunne tegne nærværs-hjerter.
Af: Inge-Marie Krøier
Ved Nibe Kirke fik de skabt en oplevelse, hvor både børn og voksne blev inviteret ind i et univers af kultur og omsorg. Med dukketeater, musik og sang blev fortællingen om den barmhjertige samaritaner bragt til live – og børnene var ikke bare publikum, men aktive deltagere.
De små stemmer lød i kor med ”Åh ja” og ”Åh nej”, mens de fulgte med i historien, siddende på græsset foran kirken med små snacks i hånden. Det var nærvær i praksis – og et eksempel på, hvordan dagplejen kan bringe kultur og læring helt tæt på.
Vigtigt med fælles oplevelser
Dorte Laulund, dagplejer i Nibe, roser initiativet og fremhæver, hvor vigtigt det er at skabe fælles oplevelser, især i en periode, hvor dagplejerne ikke har haft et fast legestue-lokale. ”Det var dejligt at hilse på de andre børn og dagplejere – det har vi savnet i hverdagen,” fortæller hun.
Efter teaterstykket blev børnene sendt på jagt efter et stort hjerte, hvor en rød kasse gemte et lille hjerte til hver. En symbolsk og kærlig gestus, der understregede dagens tema: nærvær og fællesskab.
Et forbilledligt initiativ
Anne-Grethe Sveistrup, fagpolitisk leder i FOA Nordjylland, er begejstret for det, der er blevet skabt i Nibe: “Det er et forbilledligt eksempel på, hvordan dagplejen kan skabe nærvær, kultur og fællesskab i børnehøjde. Når dagplejere og lokale aktører som kirken går sammen om at give børnene en meningsfuld oplevelse, styrker det både det pædagogiske arbejde og det lokale fællesskab. Det er netop denne form for engagement og kreativitet, der viser, hvor værdifuld dagplejen er – og hvorfor vi skal værne om den,” siger hun.
Dagplejen gør en forskel – men fremtiden er usikker
Dorte er stolt af sit arbejde og den forskel, hun og hendes kolleger gør i børns liv. ”Vi kan favne børnene og give ekstra opmærksomhed, når det er nødvendigt – uden at det går ud over de andre,” siger hun. Hun understreger, hvor vigtige de første 1000 dage i et barns liv er, og hvordan dagplejen kan fylde dem med tryghed, læring og ro.
Men hun udtrykker også bekymring for dagplejens fremtid. Gæstedagplejen har ændret vilkår, og det kan være svært for forældre at få det til at hænge sammen, når afstanden til gæstedagplejen bliver for stor. ”Det er ikke længere så højt prioriteret, at barnet kommer til en kendt dagplejer – desværre,” siger hun.
En ny karrierevej med hjertet forrest
Dorte begyndte som dagplejer efter hun fyldte 50 – og hun har ikke fortrudt valg af ny karriere. ”Jeg elsker mit arbejde, og nu ved jeg, hvor meget jeg er gået glip af med mine egne børn,” siger hun ærligt.
Hun glæder sig til at begynde på den pædagogiske assistentuddannelse og få teori på den praksis, hun har opbygget. Hver dag skriver hun på AULA, så forældrene kan følge med i børnenes hverdag. ”Når vi som dagplejere er glade, og børnene smiler – så har vi haft en god dag på vores lille arbejdsplads,” siger Dorte med et smil.