Anne-Grethe Sveistrup - fagpolitisk leder

Kære kommuner og region – tag ansvar. Støt dem, der står uden en elevplads. Det er en investering i fremtidens faglighed.
Foto: Inge-Marie Krøier

59 elever står uden elevplads – kommuner og region svigter deres egne behov

I FOA Nordjylland ser vi med stor bekymring på, at 59 pædagogiske assistentelever står uden elevplads i Nordjylland. Det er ikke bare et svigt af de enkelte elever – det er et svigt af kommunernes og regionens eget behov for faglært arbejdskraft.

Af: Anne-Grethe Sveistrup, fagpolitisk leder, FOA Nordjylland, Rendsburggade 6, Aalborg.

Der efterspørges kvalificerede medarbejdere, men samtidig afviser man motiverede og modne elever, der står klar til at tage ansvar og gøre en forskel. Det er en uholdbar situation, som kræver politisk handling – nu. 

SOSU Nord tog ansvar
SOSU Nord har handlet på baggrund af politiske aftaler, som har været undervejs siden 2023. Skolen oprettede ekstra hold i 2025 i forventning om, at Trepartsaftalen og aftalen om minimumsnormeringer ville føre til flere praktikpladser. Men kommuner og region har ikke bakket tilstrækkeligt op – og nu står 59 elever uden elevplads.

SOSU Nord har oplyst, at flere kommuner har været villige til at fremrykke allerede aftalte uddannelsespladser – men det er langt fra nok. Derfor ønsker vi i FOA Nordjylland at sende en klar appel til beslutningstagerne: Den pædagogiske assistentuddannelse er populær, men manglen på oplæringspladser betyder, at kvalificerede ansøgere må afvises. Det er nu op til politisk vilje at sikre, at flere unge og voksne får mulighed for at uddanne sig og dække det stigende behov for faglært arbejdskraft. Det er nødvendigt – og det haster.

Tragikomisk og uforståeligt
Det er tragikomisk, at kommuner og region ikke vil tage imod flere elever, når de står overfor en enestående mulighed for at øge det samlede optag i en tid, hvor der mangler faglært personale. På nogle pædagogiske arbejdspladser er op imod 60 % af de ansatte ufaglærte. Samtidig står vi med 59 elever, der om godt to år kan være flyvefærdige pædagogiske assistenter – klar til at gøre en forskel.

Mange af de elever, der står uden elevplads, har både livserfaring og stærk motivation. At afvise dem strider mod de offentlige arbejdsgiveres egne ambitioner om at styrke fagligheden.

Tag ansvar
Kære kommuner og region – tag ansvar. Støt dem, der står uden en elevplads. Det er en investering i fremtidens faglighed. I har muligheden for at sikre uddannelse, løfte fagligheden og skabe kvalitet i børns hverdag. Det er ikke bare fornuftigt – det er nødvendigt.

____________

Fakta

  • Cirka 59 elever mangler en elevplads – de er klar til at starte i januar 2026.
  • Kommunerne har indvilget i at opslå ca. 30 elevpladser til start i januar 2026 - men hovedparten af disse er blot elevpladser, der fremrykkes. Giver altså ikke flere uddannede, som muligheden ellers er.
  • Offentlige arbejdsgivere skal blot tage 4-5 ekstra elever hver – så er problemet løst.
  • Det gælder kommunerne: Jammerbugt, Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Vesthimmerland, Mariagerfjord, Rebild, Aalborg og Region Nordjylland.