Baggrund for sammenlægning: Sammen gør vi forskellen – og fremtiden kræver et ja

Den 9. april står FOA Mariagerfjord ved en skillevej. Enten vælger vi at fremtidssikre vores lokale fagforening ved at blive en del af FOA Nordjylland – eller også risikerer vi, at andre en dag træffer beslutningen for os. For mig er der ingen tvivl: Et ja er ikke bare den bedste løsning. Det er den eneste ansvarlige løsning.

Det handler om, om vi også i fremtiden skal have en fagforening, der kan stå skulder ved skulder med medlemmerne. Tiden har ændret sig, og det har vilkårene også. Derfor er det nu, vi skal træffe en beslutning.

Vi mister ikke det lokale – vi styrker det
Som formand er jeg ikke i tvivl: FOA Mariagerfjord skal være en del af FOA Nordjylland. For sammenlægningen betyder ikke mindre lokal fagforening – den betyder mere til medlemmerne.

”Hvis nogen tror, vi lukker ned lokalt, så tro om igen. Vi beholder et lokalt kontor i Hobro – og vi forbedrer faktisk servicen.” – Peter Bech Christensen, formand FOA Mariagerfjord

Som medlem får du bedre adgang til hjælp og rådgivning. Har du brug for et møde uden for normal åbningstid, finder vi også en løsning. Samtidig får du adgang til en større organisation med flere faglige kræfter og et stærkere beredskab – og helt konkret falder dit kontingent med 70 kroner om måneden.

Vi kan ikke fortsætte som nu – kapaciteten er væk
I FOA Mariagerfjord har vi ikke længere de nødvendige medarbejderressourcer og den faglige kapacitet til at drive fagforeningen som i dag. Vi har allerede taget hårde beslutninger og strammet økonomien op – men det er ikke nok. Det svarer til at stå med et tag, der lækker, og nøjes med at sætte en spand under. Det virker måske et øjeblik – men problemet forsvinder ikke.

Flere går på pension - færre melder sig ind
Hvis vi kigger fremad, er tendensen tydelig: flere medlemmer går på pension, end vi får nye ind. Det er ikke et lokalt problem – det er en udvikling, vi ser mange steder. Derfor bliver små fagforeninger sårbare – og vi kan ikke gøre, som vi gjorde for ti år siden.

Hvis vi ikke vælger, bliver der valgt for os
Vi kan ikke vente og håbe, at tingene løser sig selv. Lige nu har vi muligheden for selv at tage styringen, sikre lokale løsninger og bevare nærheden til medlemmerne – men kun hvis vi handler nu. ”Venter vi, risikerer vi, at andre træffer beslutningen for os, og så mister vi indflydelsen.

Enige om vejen frem
"Sammen kan vi sikre en stærk, lokal fagforening også i fremtiden – og det kræver et ja, siger Peter Bech Christensen, Dorthe Pedersen og Susanne Nielsen fra FOA Mariagerfjord, som opfordrer medlemmerne til at stemme ja til sammenlægningen med FOA Nordjylland den 9. april 2026.

  • Et ja til sammenlægningen er et ja til en stærkere fagforening
  • Et ja til bedre service
  • Et ja til lokal tilstedeværelse i Hobro
  • Et ja til lavere kontingent
  • Og vigtigst: et ja til fremtiden