Da en medarbejders femårige fleksjobbevilling nærmede sig udløb, ønskede arbejdsgiveren at afslutte ansættelsen. Efter en fælles indsats fra FOAs fællestillidsrepræsentant og KLS blev opsigelsen trukket tilbage, og der blev lagt en plan for medarbejderens tilbagevenden.
Samarbejdet mellem fællestillidsrepræsentanten og FOA/KLS sikrede medlemmet en løsning
Da en medarbejders femårige fleksjobbevilling nærmede sig sit udløb, ønskede ledelsen at afslutte ansættelsen. Medarbejderens ansættelseskontrakt var imidlertid ikke tidsbegrænset.
FOAs dygtige fællestillidsrepræsentant på området kontaktede KLS, da der blev behov for faglig bistand. KLS gjorde over for arbejdsgiveren gældende, at ansættelsen ikke blot kunne betragtes som udløbet sammen med bevillingen.
Hvis arbejdsgiveren ønskede at afslutte ansættelsen, var der tale om en opsigelse, som skulle følge de gældende regler i overenskomsten og funktionærloven.
Problemerne begyndte, fordi kommunen ikke havde sørget for den lovbestemte opfølgning på fleksjobbet efter 4½ år.
Gennem en tæt opfølgning over for jobcentret påpegede KLS, at der manglede en afgørelse om medarbejderens fortsatte fleksjob.
Undervejs viste det sig også, at der i kommunens fleksjobafdeling var uklarhed om procedurerne og håndteringen af udbetalingerne.
KLS gik derfor ind i den del af sagen for at sikre, at medarbejderen ikke pludselig stod uden forsørgelsesgrundlag, mens sagen blev afklaret.
Efter længere tids tovtrækkeri med kommunen og arbejdsgiveren blev opsigelsen trukket tilbage.
I stedet blev der udarbejdet en plan for medarbejderens tilbagevenden.
MEDLEMMETS EGNE ORD
"Det var rart at jeg kunne få den hjælp som jeg har fået for alt det med love og paragrafer og arbejdsformidling er virkelig en mundfuld når man er sårbar så endnu en gang mange tak"
– Medlem af FOA/KLS
Sagen viser, hvorfor det gør en forskel at være medlem af FOA.
Medarbejderen stod i en uoverskuelig situation, hvor både jobbet og forsørgelsesgrundlaget var på spil.
Gennem samarbejdet mellem fællestillidsrepræsentanten og KLS fik medlemmet nogen på sin side, som kunne udfordre arbejdsgiverens beslutning, stille krav til kommunens håndtering og holde fast, indtil der blev fundet en løsning.
Som medlem skal man ikke stå alene med at kende sine rettigheder og kæmpe for, at de bliver respekteret.
FOA/KLS