Deltidsdommen – hvad betyder den for din efterbetaling?

Der er nu afsagt dom om forældelse og renter i forbindelse med deltidsdommen. Her kan du læse om, hvor langt tilbage du kan få efterbetaling, hvordan beløbet beregnes, og hvad du som medlem skal gøre.

Deltidsdommen – hvad betyder den for dig?

Nye afklaringer om efterbetaling, forældelse og renter

Kære alle

Som allerede skrevet i tidligere nyhedsbreve er der afsagt dom i sagen om deltidsbetaling.

Dommen betyder desværre, at vi som udgangspunkt kun kan gå 5 år tilbage i tid i forhold til krav om efterbetaling. Tidspunktet for registrering på listerne over deltidsdommen har betydning for, hvor langt tilbage den enkelte kan få betaling.

Hvor langt tilbage kan du få efterbetaling?

Det afhænger blandt andet af, hvornår du har skrevet dig på listen. Derfor kan perioden være forskellig fra medlem til medlem.

Registreret i december 2025

Tilbage til december 2020

Registreret i august 2026

Tilbage til august 2021

Eksemplerne er vejledende. Den konkrete periode afhænger af, hvornår forældelsen er blevet sat i bero eller afbrudt.

Hvad med renterne?

Der er også afsagt dom om forældelse af rentekravene. Her gælder som udgangspunkt en 3-årig forældelsesfrist.

Hvordan beregnes efterbetalingen?

Hvis du tidligere har haft ekstra timer, der er blevet udbetalt som merarbejde, har du som udgangspunkt fået din almindelige timeløn time for time samt pension og ferietillæg for timerne.

Overarbejdsbetaling kan være med enten 50 % eller 100 % tillæg, afhængigt af hvor mange ekstra timer der er udført, og hvilke regler der gælder for arbejdet.

Ved opgørelsen skal der tages højde for den betaling, du allerede har modtaget. Det kan blandt andet omfatte pension og ferietillæg.

Eksempel på beregning

Med udgangspunkt i en pensionsprocent på 14,13 % og et ferietillæg på 2,35 % kan regnestykket illustreres sådan:

Ved 50 % overarbejdstillæg

50 % - (14,13 % + 2,35 %)

= 33,52 %

Ved 100 % overarbejdstillæg

100 % - (14,13 % + 2,35 %)

= 83,52 %

Bemærk: Dette er et forenklet regneeksempel og ikke en endelig opgørelse af et lønkrav. Pensionsprocenten har ændret sig gennem de seneste fem år, og den konkrete efterbetaling skal beregnes efter de gældende vilkår på tidspunktet for arbejdet.

Hvornår bliver pengene udbetalt?

Det er en meget stor opgave for arbejdsgiverne at gennemgå de ansattes lønoplysninger og finde frem til, hvem der er omfattet af deltidsdommen og skal have efterbetalt penge.

Derfor skal I være tålmodige. Der kan fortsat gå noget tid, før I kan forvente, at pengene bliver udbetalt.

Du skal ikke sende lønsedler endnu

Vi beder jer om ikke at sende lønsedler eller anden dokumentation til KLS, før vi eventuelt beder om det.

Det er aftalt, at arbejdsgiverne i kommuner og regioner i første omgang selv undersøger, om de kan trække de nødvendige oplysninger fra deres egne systemer.

Hvad hvis efterbetalingen ikke er korrekt?

Når pengene på et tidspunkt bliver udbetalt, og du ikke mener, at opgørelsen er korrekt, skal du kontakte os i KLS.

Så hjælper vi dig med at gennemgå efterbetalingen og undersøge, om du har fået det, du har ret til.

Har du endnu ikke skrevet dig på listen?

Hvis du ikke har fået skrevet dig på listen i forbindelse med deltidsdommen, kan du fortsat kontakte os.

Det kræver medlemskab af FOA. Har du en kollega, som endnu ikke er medlem, kan vedkommende også få undersøgt sine muligheder ved at melde sig ind. Husk derfor gerne at fortælle dine kolleger om dette.

Sådan bliver du skrevet på listen

Send en mail til FOA/KLS med følgende oplysninger:

  • Dit fulde navn
  • Din fødselsdato
  • At du ønsker at blive registreret i forbindelse med deltidsdommen
  • Hvilke offentlige arbejdsgivere du har været ansat hos inden for de seneste fem år

Send oplysningerne til:

KLS@FOA.DK

Vær opmærksom på: En sen registrering kan have betydning for, hvor langt tilbage et eventuelt krav kan gøres gældende.

Vi følger arbejdet med efterbetalingerne og giver besked, når der er nyt af betydning for jer.

Med venlig hilsen
Mimi Bargejani
Formand