Kunstig intelligens kan skrive flotte og overbevisende tekster, men det betyder ikke nødvendigvis, at indholdet er korrekt eller relevant for din sag. FOA/KLS oplever, at AI-genererede partshøringssvar kan mangle afgørende oplysninger. Derfor anbefaler vi, at du kontakter fagforeningen, inden du sender dit svar.
Et professionelt formuleret svar er ikke nødvendigvis et korrekt svar
Det kan virke fristende at bruge kunstig intelligens, eksempelvis ChatGPT, Claude eller Gemini, når du skal skrive et partshøringssvar til din arbejdsgiver eller dit jobcenter.
Men det er ikke nødvendigvis en god idé at lade kunstig intelligens udarbejde svaret uden faglig hjælp.
Et partshøringssvar er dit svar, når eksempelvis din arbejdsgiver eller dit jobcenter beder om din udtalelse i en sag, der handler om dig.
Det kan være i forbindelse med sygemelding, raskmelding, opsigelse eller ændringer i din ydelse fra jobcentret. Svaret skal passe præcist til din situation, og det kan kunstig intelligens ikke sikre på egen hånd.
Kunstig intelligens skriver ofte lange tekster og bruger mange generelle formuleringer. Det kan se flot og professionelt ud, men det afgørende er, om de rigtige oplysninger står tydeligt.
Hvis du ikke arbejder med sager og jura til daglig, kan det være svært at gennemskue, om noget vigtigt mangler eller er beskrevet forkert.
Kunstig intelligens skriver ud fra almindelig viden og typiske situationer. Din sag hos arbejdsgiveren eller jobcentret handler derimod om dig personligt.
Hvis svaret bliver for generelt, kan den, der skal træffe afgørelse i sagen, komme til at mangle vigtige oplysninger. Det kan få betydning for resultatet.
Arbejdsgiveren og jobcentret går ud fra, at det er dig, der står bag det, du sender.
Hvis noget er misvisende eller direkte forkert, kan det påvirke, hvordan din sag bliver vurderet – også selvom teksten er lavet ved hjælp af kunstig intelligens.
I FOA/KLS har vi allerede set eksempler på, at partshøringssvar udarbejdet med kunstig intelligens har gjort medlemmers sager vanskeligere.
Vi anbefaler, at du ikke bruger kunstig intelligens til at udarbejde et partshøringssvar uden også at inddrage din fagforening KLS, inden svaret bliver sendt.
Har du brug for hjælp til et partshøringssvar i en sag med din arbejdsgiver eller dit jobcenter, kan du kontakte FOA/KLS.
Det er vigtigt, at du kontakter os hurtigst muligt, efter du har modtaget høringsbrevet.
Der er normalt en frist for, hvornår du senest skal svare, og vi skal have tid til at:
Hos KLS kan vi hjælpe dig med at få skrevet et partshøringssvar, der bygger på korrekte oplysninger, relevante regler og dine faktiske forhold – ikke på generelle standardtekster.
Et godt partshøringssvar handler ikke om at skrive mest muligt, men om at få det rigtige med.
FOA/KLS