OK26: Rammen er landet – status på forhandlingerne
Kommuner/KL og Danske Regioner · opdatering pr. 07.03
Kære alle
Så kom rammen endelig i forhold til, hvor meget der er at forhandle om på både kommunernes/KL’ område samt Danske Regioners område.
Det er den overordnede ramme, der er landet. Vi mangler på nuværende tidspunkt (lørdag den 07.03) at forhandle med de respektive arbejdsgiverområder om, hvordan de 2,0 % af lønsummen skal bruges i forhold til den enkelte overenskomst.
Forhandlingerne på KL’ område er i gang i denne weekend, men endnu ikke afsluttet, mens forhandlingerne under Danske Regioner først kommer i gang på et senere tidspunkt.
Forsinkelser og status på statens område
Alle forhandlingerne – både på statens område samt på KL’ og Danske Regioners område – har været forsinket og taget længere tid end de plejer.
Derudover er der for nu sat et stop for at forhandle færdig på statens område på de enkelte overenskomster, idet der er sat et folketingsvalg i gang, og staten har meddelt, at de ikke kan forhandle resten på plads før en ny regering er sammensat ......................... så må man håbe på, at det ikke tager lige så lang tid som sidst at sammensætte regeringen efter valget har fundet sted.
Der er kommet mange krav ind fra jer medlemmer og medlemmer fra andre afdelinger, så vi kan med garanti fortælle, at vi desværre ikke kommer i land med at opfylde alle krav og ønsker. Men der arbejdes hårdt på at få pengene til at strække så langt som muligt, så vi kan få så mange ønsker og krav igennem over for arbejdsgiverne.
Det er en forhandling, der reelt finder sted. Derfor er det vigtigt at huske på, at vi i FOA ikke alene bestemmer, hvad der kan forhandles af forbedringer. Det er noget, vi forhandler dels med arbejdsgiver om, men også med 3F, der på visse områder også er overenskomstpart.
Når vi er færdige med at forhandle, så er det i sidste instans et flertal af jer medlemmer, der bestemmer, om de resultater vi kommer frem til kan godkendes eller ej ved urafstemningen.
Ved urafstemningen skal der dels tages stilling til selve rammen og indholdet i denne samt resultaterne af selve forhandlingerne på den enkelte overenskomst.
Temadag og fyraftensmøde i KLS
Vi har allerede i KLS planlagt temadag for vores tillidsfolk, så de kan klædes på til at forstå hvordan de forskellige elementer i dels rammen såvel som resultaterne på de enkelte overenskomster skal forstås m.m.
Vi har også planlagt et fyraftensmøde for jer øvrige medlemmer, hvis I er interesseret i at få lidt mere viden omkring de resultater der forhåbentlig bliver stemt ja til ved urafstemningen til sin tid.
Ved disse møder vil vi blandt andet uddybe, hvordan den nye fritvalgsordning skal forstås og hvordan den kan bruges, samt forbedringerne omkring mulighed for ret til fri med løn ved barns sygdom – både i forhold til dag nul samt til dag 3 – og meget andet.
Med venlig hilsen Mimi Bargejani Formand