syg

Er du sygemeldt? Husk frister og pligter ved sygedagpenge

FOA | KLS

Er du sygemeldt?

Husk frister og pligter ved sygedagpenge. Når du bliver langtidssygemeldt, er det vigtigt at reagere på henvendelser fra kommunen og holde øje med din sag.

To parallelle forløb

Når du bliver langtidssygemeldt, er det vigtigt at være opmærksom på, at der kører to parallelle forløb: ét mellem dig og din arbejdsgiver og ét mellem dig og jobcentret i din bopælskommune.

Din arbejdsgiver skal anmelde dit sygefravær til jobcentret senest efter 5 uger. Herefter opretter kommunen en sygedagpengesag, som du har pligt til at medvirke aktivt i.

Sygedagpenge og din arbejdsgiver

De fleste medlemmer får løn under sygdom. Efter 30 dages sygdom kan din arbejdsgiver få sygedagpengerefusion fra kommunen, hvis betingelserne er opfyldt. Det betyder, at din sag også har betydning for din arbejdsgiver.

Hvis refusionen bortfalder, kan det få økonomiske konsekvenser. I nogle tilfælde kan arbejdsgiveren modregne værdien af den tabte refusion i din løn, hvis det skyldes, at du ikke har medvirket i kommunens opfølgning.

Hold øje med e-Boks og overhold frister

Når din sag er oprettet, kontakter jobcentret dig via e-Boks. Det er derfor vigtigt, at du holder øje med din digitale post.

Du vil typisk blive bedt om at udfylde et oplysningsskema med en frist på 8 dage.

Vær opmærksom på, at der i nogle tilfælde kan ske fejl i de oplysninger, der ligger til grund for din sag - eksempelvis hvis arbejdsgiver har glemt at annullere en indberetning. Det er derfor vigtigt, at du som borger altid selv gennemgår og verificerer, om oplysningerne er korrekte, inden du indsender dine svar.

Du har desuden pligt til at medvirke i kommunens opfølgning, hvilket også betyder, at du skal deltage i eventuelle samtaler og give de oplysninger, kommunen beder om i din sag.

Konsekvenser, hvis du ikke reagerer

Hvis du ikke svarer inden fristen eller ikke deltager i opfølgningen, kan det betyde, at din sygedagpengeudbetaling eller din arbejdsgivers refusion stopper. Det kan i sidste ende få betydning for din løn.

Din kontakt med jobcentret - vi står klar til at hjælpe

Efter 4 ugers sygdom betragtes du som langtidssygemeldt, og jobcentret vil følge op på din sag. Du kan blive indkaldt til samtale, hvor du har ret til at tage en bisidder med. Du bestemmer selv, hvem det skal være.

Du kan altid kontakte FOA-KLS forud for en samtale for råd og vejledning - eller hvis du ønsker en bisidder med.

Det vigtigste er, at du reagerer på henvendelser fra kommunen, overholder frister og får udfyldt dine oplysninger korrekt og til tiden.

Kort sagt

  • Tjek din e-Boks løbende
  • Reager hurtigt på henvendelser fra kommunen
  • Udfyld skemaer korrekt og inden fristen
  • Verificer altid oplysningerne i din sag
  • Søg hjælp hos FOA-KLS, hvis du er i tvivl på 46971500 eller kls@foa.dk

Kontakt FOA-KLS

Telefon: 46971500

E-mail: kls@foa.dk