Kommunal- og regionalvalg den 18. november 2025 – brug din stemme
Valget gælder perioden 01.01.2026 – 01.01.2030. De valgte politikere sætter rammen for din hverdag som offentligt ansat.
Kære alle
Husk, at der er kommunal- og regionalvalg onsdag den 18. november 2025, og at du – sammen med alle andre borgere over 18 år med valgret – har mulighed for at vælge, hvilke politikere der skal sidde i kommunalbestyrelserne og regionsrådene de næste fire år.
Politikerne vælges for en fireårig periode fra 01.01.2026 til 01.01.2030, og de er i fællesskab med til at sætte rammerne for jeres løn- og ansættelsesforhold i perioden.
Hvorfor betyder valget noget for dig?
Et flertal i en kommunalbestyrelse kan for eksempel beslutte at udlicitere rengøringen – derfor er det vigtigt, at du tager stilling til, hvem der skal vælges i din kommune.
Læs mere og bliv klædt på
Hvem har valgret?
Jeg vil opfordre alle på 18+ til at tage stilling og stemme. Man kan have valgret også uden dansk pas – se de præcise kriterier (bopæl, opholdstid m.m.) her:
valg.im.dk.
Et konkret eksempel: Albertslund
I Albertslund Kommune besluttede de nuværende kommunalpolitikere at udlicitere den kommunale rengøringsenhed pr. 01.02.2025 til en privat leverandør (De 5 Stjerner). Leverandøren har efterfølgende opsagt aftalen med virkning fra 01.08.2026. Kommunalbestyrelsen har for nuværende valgt at udbyde opgaven igen – ikke hjemtage den. Medarbejdere, der blev virksomhedsoverdraget mod deres vilje 1. februar 2025, ved endnu ikke, hvordan deres ansættelse ser ud efter 1. august 2026. Mange håber, at politikerne vil sikre, at en ny leverandør overtager medarbejderne – men der er endnu ikke truffet endelig beslutning.
Bundlinjen: Din stemme har betydning – både for din kommune, region og for rammerne om dit arbejdsliv.
Jeg som formand for en fagforening kan og vil ikke bestemme, hvor I skal sætte jeres X – men jeg vil opfordre jer til at bruge jeres ret og være med til at præge de politikere, der sætter rammerne for jeres arbejde i det offentlige.
Til sidst – en klar opfordring
Brug din ret og gør din pligt: Mød op og stem den 18. november. Det er for nemt og sølle at vælge at være sofavælger ved ikke at deltage. Man kan altid stemme blank som udtryk for, at ingen partier eller politikere rammer plet – men det kræver stadig, at man møder op. Et blankt stemmekort er ikke det samme som at man ikke gider lette røven og aflevere sin stemmeseddel.
Med venlig hilsen
Mimi Bargejani
Formand