Tillykke til nye såvel som genvalgte AMR
Er du nysgerrig på, hvad en AMR kan og skal? Så læs med her!
Arbejdsmiljørepræsentantens (AMR) rolle og opgaver
Et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø er afgørende for, at vi trives på arbejdet. AMR har en vigtig rolle i at sikre de ansattes sikkerhed og sundhed.
Afstem forventninger – snak med dine kollegaer, og samarbejd med TR og leder
Første skridt er at afstemme forventningerne med de kolleger, der har valgt dig, samt med den lederrepræsentant og tillidsrepræsentant, du skal samarbejde med.
Hvad laver en arbejdsmiljørepræsentant?
Her er nogle af de vigtigste opgaver:
-
Ambassadør for arbejdsmiljøet: Du skal bidrage til at skærpe kollegernes og ledelsens fokus på arbejdsmiljøet – fra rengøringsudstyr, gamle klude og maskiner i vaskeriet til indeklima, brug af tekniske hjælpemidler, stress, konflikter og mobning. Et godt arbejdsmiljø er en fælles opgave for hele arbejdspladsen.
-
Samarbejde i arbejdsmiljøgruppen: Samarbejdet med ledelsen – og mange steder også tillidsrepræsentanten – er en vigtig opgave. Husk at I både skal håndtere de daglige udfordringer og de strategiske opgaver i AMO. Sørg for, at alle faggrupper på arbejdspladsen bliver inddraget, fx køkkenpersonalet i daginstitutionen og det tekniske personale på skolen.
-
Forebyggelse af arbejdsulykker: Arbejdsmiljøgruppen skal løbende arbejde på at forebygge arbejdsulykker. Hvis en ulykke sker, er det vigtigt at gennemføre en grundig analyse af årsagerne og lære af hændelsen.
-
Registrering af nærved-hændelser: Husk at registrere nærved-hændelser på arbejdspladsen. Ved at følge op på disse hændelser kan I forebygge lignende situationer i fremtiden.