Pædagogmedhjælper får over 105.000 kr. før skat

En pædagogmedhjælper havde krav på mange penge, fordi han havde haft timelønsstatus og skulle have været ansat fast.

En daginstitution i Aarhus Kommune betalte en pædagogmedhjælper, som om han var timelønnet, selvom han indgik i arbejdsplanen, hvor han havde et på forhånd fastsat antal timer og derfor burde have været fastansat.

Pædagogmedhjælperens timelønsstatus betød, at han ikke fik løn under sygdom og ferie, og desuden fik han ikke løn efter sin erfaring. FOA Århus opdagede fejlen, da pædagogmedhjælperen henvendte sig, fordi han ikke havde fået løn under sygdom. 

Fagforeningen beregnede, hvad fejlen havde kostet pædagogmedhjælperen og henvendte sig til Aarhus Kommune, som nu har betalt ham godt 105.000 kr. før skat. Det drejer sig mest om manglende løn, men også om pension og morarenter.