Sociale institutioner: Bedre normeringer afgørende for velfærd og arbejdsmiljø

Dette debatindlæg fra Susanne Madsen, FOA-fællestillidsrepræsentant i Sociale Forhold og Beskæftigelse, Aarhus Kommune og Mette Fuglsig Schjødt, formand for FOA Århus bragte Århus Stiftstidende den 17. november 2025.

Gode personalenormeringer bliver afgørende for borgernes velfærd og personalets arbejdsmiljø, når Aarhus Kommune bygger nye sociale institutioner. Det viser erfaringerne fra de sidste fem års institutionsbyggerier.

I det nyeste budgetforlig vil kommunen undgå dyre anbringelser i andre kommuner og i stedet give borgerne flere lokale tilbud – tre bosteder for unge mennesker med udviklingshæmning og autisme samt et socialpsykiatrisk bosted for socialt udsatte. Begge borgergrupper har brug for den kontinuitet, som et uddannet, erfarent og stabilt personale kan give.

Desværre har virkeligheden været en anden i de sociale institutioner, som Aarhus Kommune har oprettet de sidste fem år, og kommunen bør lære af de triste erfaringer. Alt for mange arbejdsulykker, et rekordhøjt sygefravær og en voldsomt stor personaleudskiftning fortæller om et uacceptabelt arbejdsmiljø og frustrerede borgere, der ikke får den ro og stabilitet, de behøver.

Institutionerne har haft for lidt personale, og det har skabt dårlige cirkler, hvor fortravlet personale kan føre til frustrerede borgere, arbejdsulykker og sygefravær, som forstærker problemerne og skaber en personaleflugt, der gør situationen endnu værre.

Det er svært og dyrt at bryde dårlige cirkler, så vi vil opfordre til, at Aarhus Kommune sikrer, at de nye institutioner fra starten får tilstrækkeligt meget kvalificeret personale.